Trine Søndergaard: Nearer the Time
11 jan 20199 feb 2019

Martin Asbæk Gallery præsenterer soloudstillingen Nearer the Time af den danske fotografibaserede kunstner Trine Søndergaard.

Udstillingen består af 3 serier nye fotografier, der individuelt og i forening undersøger temaer som moderskab, identitet, slægtsskab og forgængelighed.

Pressefoto

I serien Callus – latinsk for ”hård hud” og betegnelsen for det beskyttende arvæv, træer danner, når de såres – ser vi en række store fotografier af beskadigede trærødder, der ligger blotlagte og i helingsproces. Med deres organiske former og forløb kan de betragtes som billedliggørelser af eksistensens forunderligt modsætningsfyldte og kontinuerligt skiftende natur; hvordan livet slår knuder, folder sig ind og ud, vrider og flytter sig, åbner og heler sår. Som brudstykker af naturen står røddernes tids- og stedsmæssige forankring ikke til forhandling, men i fotografierne er de berøvet deres oprindelige kontekst og står nu som isolerede, svævende og iscenesatte objekter forstørret op i kropslig skala. Varsomt åbner de sig fra et ukendt sted og inviterer os til at udforske en på én gang meget nær og fjern verden – eller et andet lag af virkeligheden.

En serie tyste portrætter af en ung kvindefigur balancerer på samme måde på grænsen mellem det åbne og det lukkede. Hun viser kun delvist sit ansigt, akkurat nok til at gøre os nysgerrige, men hænderne beskytter og afskærmer hende fra omverdenen og en blikmæssig udveksling med beskueren forhindres. Portrætterne af den anonyme pige – som ikke er barn, men endnu heller ikke voksen – står som fastfrosne fragmenter i en gådefuld fortælling uden tid og sted. I samspil med træknuderne ledes tankerne hen på det møde mellem simplicitet og kompleksitet, lethed og lidelse, alt liv er gjort af.

I udstillingens tredje del undersøger Trine Søndergaard, hvordan vi bærer vores slægtshistorie med os og hvordan det nedarvede præger os. I en art stamtræsophængning finder vi en række portrætter af forskellige generationer i en for betragteren ukendt familie. Figurerne har alle lukkede øjne og fremstår i deres farveløshed som buster; skulpturer hvis historie kan spores tilbage til antikken. På hvilke måder influerer vores ophav og familier – med alle deres historier, erfaringer og adfærdsmønstre – på godt og ondt på det menneske, vi bliver til?

Kilde: Martin Asbæk Gallery

Martin Asbæk Gallery

Bredgade 23
1260 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3315 4045

Trine Søndergaard: Nearer the Time
11 jan 20199 feb 2019

Del

'Trine Søndergaard: Nearer the Time'

Facebook