Thorsten Brinkmann: Saddle the Mountain
24 okt 201923 nov 2019

Den tyske kunstner Thorsten Brinkmann (født 1971) inkorporerer i sit værk et hav af finurlige brugte ting og fundne objekter på en ny, fantasifuld måde. I sin første soloudstilling i Danmark arbejder han i et krydsfelt mellem skulptur, fotografi, ready-made og performance, hvor han undersøger, hvordan vi forholder os til de ting, vi omgiver os med – og hvordan vi kan forholde os til dem.

Thorsten Brinkmann: Van Broka (Assemblage), 2019. ©Thorsten Brinkmann, VG Bildkunst Bonn & Martin Asbæk Gallery. Pressefoto.

I Saddle the Mountain trækker Brinkmann ofte på kunsthistorien med sin brug af traditionelle motiver som stilleben og portrætmaleri, og han refererer ofte enten direkte eller indirekte til kanoniserede værker. Men selvom de højtidelige kropsholdninger i portrætterne måske antyder det, så er det altså ikke riddere og monarker, der poserer i værkerne – det er faktisk kunstneren selv. Dette er dog ikke til at vide ved første øjekast, eftersom ansigtet og kroppen er dækket og gemt –ikke bag dyrebare, royale klæder, men i stedet bag bulede skraldespande, flossede tæpper eller gamle skihandsker.

Hvert af kunstværkerne i udstillingen står som en eklektisk, ustabil verden, der indeholder fragmenter fra vidt forskellige tider, steder, samfundsklasser og skæbner. I sine absurde kompositioner inddrager Brinkmann et væld af ting, som man ellers ville kunne finde på et loppemarked – alle sammen med hver deres historie. Det er ting, som har været brugt før, af andre mennesker. De har en slags metafysisk patina: en aura af at have haft en plads i andre menneskers liv.

I Brinkmanns legesyge univers kan man finde spor efter liv, forbrug og overforbrug. Så når han approprierer disse objekter, er det også en gestus, som understreger, hvordan alverdens ting og sager bliver formet af deres brug, tilskrevet betydning af deres ejer og derved ladet med en særlig sentimental værdi – også selvom de skifter hænder.

Kilde: Martin Asbæk Gallery

Martin Asbæk Gallery

Bredgade 23
1260 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3315 4045

Thorsten Brinkmann: Saddle the Mountain
24 okt 201923 nov 2019

Del

'Thorsten Brinkmann: Saddle the Mountain'

Facebook