Theodor Kittelsen: Liv og død, folk og trolde
22 jan 201617 apr 2016

Kittelsen er især kendt som illustrator af folkeeventyr og som formgiver af den norske trold, som vi kender den – knortet og grov som født af skoven og urfjeldet. Han var imidlertid en meget sammensat kunstner, også kendt og elsket som både satiriker, humorist, symbolist og maler af fantastiske norske landskaber.

Th. Kittelsen:Syg kærlighed. Illustration fra bogen "Har dyrene sjæl?". 1893
Th. Kittelsen:Syg kærlighed. Illustration fra bogen “Har dyrene sjæl?”. 1893

I dag er Kittelsen mere populær end nogensinde i Norge. Hans kunst appellerer bredt og bl.a. har både fantasy-fans og black-metal-kulturen taget hans billeder til sig. I anledning af 100-året for hans død blev Kittelsen bredt fejret i hjemlandet, og Nasjonalgalleriets store udstilling Spaces of Abstraction/Theodor Kittelsen blev i 2014 den 5. mest besøgte udstilling i Skandinavien.

Det er derfor med stor fornøjelse, at Storm P. Museet nu kan præsentere Kittelsen og hans fantastiske billeder for et dansk publikum. Udstillingen bliver en hjørnesten i rækken af museets udstillinger med kunstnere, som både har et kunstnerisk slægtskab med Storm P., og hvis produktion ofte er skabt til tidens publicistiske medier. Kunst som udtrykker sig i feltet mellem populær- og såkaldt finkultur. Både Storm P. og Kittelsen havde stor betydning for dannelsen af deres respektive landes selvforståelse i det 20. århundrede. Den sociale indignation, humoren og satiren havde de tilfælles. De valgte begge at arbejde med besjæling af dyr, stemninger og objekter, en tradition dybt forankret i europæisk litteratur- og kunsthistorie. De fik desuden begge tilknytning til den symbolistiske bevægelse i kunsten, og også arbejdet som levebrødstegnere blev et livsvilkår, de kom til at dele.

Udstillingen vil vise eksempler på Kittelsens kunst i mange stilarter, materialer og teknikker fra satiretegning og bogillustrationer til akvareller og oliemalerier. Udstillingen præsenterer flere temaer, da Kittelsens værker spænder vidt. Det bliver en rejse fra eventyrverdenen og mytologien over Kittelsens bogværker som Svartedauen, en suite i tekst og billeder om pesten, den sorte død, til humor og satire og endelig naturlyrikken i hans landskabsmalerier. Man kan spore en klang i Kittelsens værk, som bibringer det en egen mystisk, skandinavisk tone. Han ramte noget centralt hos nordmændene, og hans kunst har været med til at forme måden, hvorpå de ser sig selv og den vilde natur.

Kilde: Storm P. Museet

STORM

Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
Voksen: 75 kr
Ung u. 27/studerende: 60 kr
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 3886 0500

Theodor Kittelsen: Liv og død, folk og trolde
22 jan 201617 apr 2016

Del

'Theodor Kittelsen: Liv og død, folk og trolde'

Facebook