Take Me (I’m Yours)
4 maj 20167 aug 2016

Anbefalet under Det skal du se! i uge 18
Publikum må tage kunsten med hjem når Kunsthal Charlottenborg indbyder til åbning på årets store internationale satsning Take Me (I’m Yours)

Take Me (I’m Yours) er en interaktiv udstilling, der samler værker af 27 af nogle af de mest internationalt anerkendte samtidskunstnere på Kunsthal Charlottenborg. Publikum inviteres til at røre, bruge og tage kunstnernes værker og ideer med hjem.

Udstillingens radikale koncept blev oprindeligt skabt til Serpentine Galleries i London af den franske kunstner Christian Boltanski og den schweiziske kurator Hans Ulrich Obrist. Sidste efterår blev udstillingen vist i en ny version på Monnaie de Paris, hvor Chiara Parisi var medkurator og nu vises Take Me (I’m Yours) igen i en ny version på Kunsthal Charlottenborg i København, hvor direktør Michael Thouber samtidig slutter sig til kurator-gruppen.

Pressefoto
Pressefoto

Michael Thouber, leder på Kunsthal Charlottenborg, udtaler:

”Vi er stolte af, at Kunsthal Charlottenborg denne sommer kan vise nogle af verdens mest toneangivende kunstnere og samtidig give publikum mulighed for at opleve en helt ny type kunst. På Take Me (I’m Yours) må publikum tage værkerne gratis med hjem, og udstillingen udfordrer dermed både økonomien i samfundet og i kunstverden.”

Take Me (I’m Yours) præsenterer en økonomisk model baseret på udveksling og deling, hvilket rejser spørgsmål om udveksling og værdien af kunst. Udstillingen udfordrer samtidig ideen om det unikke kunstværk og sætter spørgsmålstegn ved kunstens normale produktionsmetoder. Denne udstilling, der er tænkt til at skabe et samspil mellem de besøgende og kunstnerne, er kendetegnet ved sin åbne form, der udvikler sig over tid. Når udstillingen slutter, vil værkerne være forsvundet fra Kunsthal Charlottenborg og have fundet deres nye plads hjemme hos publikum.

Take Me (I’m Yours) på Kunsthal Charlottenborg i København bringer også et nyt perspektiv til udstillingen ved at invitere årets afgangsstuderende fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler med udstillingen. De studerende skal i forvejen åbne deres Afgangs-udstilling på Kunsthal Charlottenborg den 2. juni og samme dag inviteres de til også at deltage i Take Me (I’m Yours) med nye værker, som publikum også må tage med hjem.

I samarbejde med Roskilde Festival og Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, inviterer Kunsthal Charlottenborg til koncerter i gården under åbningen den 4. maj 2016. Koncerterne er med unge talentfulde bands, der senere på sommeren debuterer på Roskilde Festival.

Kilde: Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg

Kongens Nytorv 1
1050 København K
Indgang til Kunsthal Charlottenborg fra både Kongens Nytorv og Nyhavn

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang – ja
Handicaptoilet – ja
Gratis for ledsager – ja, med ledsagerkort

Tirs-fre 12-20
Lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
+16 år: 90 Kr.
Studerende: 50 Kr.
Gratis adgang efter kl 17 om onsdagen

Kontakt

+45 3374 4639

Del

'Take Me (I’m Yours)'

Facebook