Suvi Andrea Helminen: FLUX – En interaktiv udstilling om flydende køn
12 okt 201926 jan 2020

Hvordan ville samfundet se ud, hvis dit køn skiftede alt efter, hvem du omgav dig med? Udstillingen FLUX på Kvindemuseet leger med tanken om, at køn er dynamiske – de ændrer sig i forskellige situationer og er ikke kun bundet til biologien.

FLUX – En interaktiv udstilling om flydende køn. Foto: Suvi Andreas Helminen.

Suvi Andrea Helminen, der er interaktiv filminstruktør, vil som et nyt greb til at diskutere et af tidens mest omdiskuterede emner, bruge en blanding af computerspil og dokumentarfilm. Som publikum i FLUX inviteres man med på en rejse ind i en udstilling, hvor kønnene ikke stilles op som modsætningspar, men er dynamiske i mødet med andre.

Udstillingen har flere rum, men de udspringer alle af det centrale værk: den interaktive dokumentar Flux. Når man kommer ind i filmrummet sidder man i en rundkreds og spiller Flux på tablets. Der skal tages valg og man bliver selv inddraget i fortællingen. En elektronisk, kønsneutral fortællerstemme guider publikum. Kernen i Flux er, at vi altid oplever os selv og vores køn i forholdet til andre mennesker.

Publikum bliver indbudt til at gå på opdagelse i en ikke-kronologisk fortælling, der hvirvler sig tættere og tættere på menneskerne i
dokumentaren. Undervejs skal man tage aktivt stilling til sin egen opfattelse af deres femininitet og maskulinitet. Mød blandt andre
performancekunstneren Marie, der gennem hypnose ønsker at fjerne sin bevidsthed om at være kvinde. Tristan, en transkønnet kunstner, der studerer kønnet på celleplan og som deler sin oplevelse af, hvordan testosteron har omformet ham. Olivia som uddanner sig til præst og fortolker gud som queer. Natalia, der som transkvinde undrer sig over, at hun ikke har lysten til at få børn, selvom hun identificerer sig stærkt som kvinde. Musikeren Thorbjørn (aka Bisse), som leger med det feminine og maskuline udtryk i sit udseende på scenen.

Udenfor filmrummet kan publikum se, røre ved og lugte til genstande der tilhører de medvirkende i dokumentaren, lytte til personlige historier og dele egne visioner om alternative samfund.

Udstillingen FLUX er et livtag med en offentlig kønsdebat, hvor fronter ofte støder sammen og hvor bølgerne kan gå højt. Tilbage er det enkelte menneskes fortælling.

Kvindemuseets udvidede i 2016 sit ansvarsområde, fra at omhandle kvindernes kulturhistorie til bredere at favne kønnenes kulturhistorie. Udstillingen FLUX er årets sidste store særudstilling på Kvindemuseet.

Kilde: Kvindemuseet

KØN – Gender Museum Denmark

Domkirkepladsen 5
8000 Århus C

Tir-lør 10-17
Ons 10-20
Søn 10–16

Entré til udstillinger
Børn og unge under 18: gratis

Kontakt

+45 25454510

Suvi Andrea Helminen: FLUX – En interaktiv udstilling om flydende køn
12 okt 201926 jan 2020

Del

'Suvi Andrea Helminen: FLUX - En interaktiv udstilling om flydende køn'

Facebook