SUPERNOVA – Grafisk gruppeudstilling
24 maj 20189 jun 2018

ShopEditions er stolt af at byde velkommen til sin første, selvstændige udstilling, når vi d. 24. maj 2018 åbner op til gruppeudstillingen SUPERNOVA i Galleri Christoffer Egelunds smukke projektrum.

ShopEditions, der er Galleri Christoffer Egelunds grafiske afdeling, har indtil nu hovedsageligt slået sine folder online, men tager nu sine første skridt ud i udstillingsrummet.

På udstillingen udstiller 20 kunstnere fra både ind- og udland. Alle værker er grafik i begrænset oplag, men varierer i både medie, størrelse og udtryk. På den måde udstiller vi både serigrafi, litografi, træsnit, fotografi, linoleumstryk og digitale tryk.

Thomas Pålsson: Uden titel, 2015. Original serigrafi på Arches Rives papir. Fra serien Unthinking Matter

Deltagende kunstnere er:
Andreas Schulenburg (DK), Annelise Fibæk (DK), Augusta Atla (DK), Hanne Ravn Hermansen (DK), Heiko Müller (DE), Ingrid Bugge (DK), Jonas Hvid Søndergaard (DK), Knud Odde (DK), Krista Rosenkilde (DK), Lars Hempler (DK), Lene Bennike (DK), Mads Guldager (DK), Marie B. Larsen (DK), Mette Rishøj (DK), Rasmus Bjørn (DK), Rasmus Danø (DK), Roman Klonek (DE), Thomas Pålsson (DK), Yuichi Hirako (JP) og Valerie Collart (FR)

I denne udstilling har vi forsøgt at bryde med den traditionelle kuratorrolle, idet vi har ladet de inviterede kunstnere udvælge egne værker uden nogen former for begrænsninger. Det eneste krav var, at der skulle være tale om tryk i begrænset oplag. Vi har undladt at arbejde ud fra et særligt tema eller emne, men i stedet ladet friheden til at vælge, og være en involveret part, være hovedformålet.

På den måde har vores håb været at skabe et dynamisk udstillingsrum, hvor gruppeudstillingen SUPERNOVA er et produkt af en spændende, fælles proces galleri og kunstner imellem. Galleriet har fungeret som sparringspartner mere end decideret kurator, og kunstnerne har således valgt de værker, som de allerhelst vil udstille. Nogle værker er særligt fremstillet til denne udstilling og andre er tidligere udstillede værker.

Med SUPERNOVA markerer vi en krafteksplosion af en ny start for ShopEditions, når vi via udstillingen sender nogle af universets vigtige byggesten, nemlig kunst, kreativitet og skaberkraft, ud i verden. Kom og vær med, når vi fejrer kunsten og eksplosive, nye begyndelser!

Kilde: Galleri Christoffer Egelund

Galleri Christoffer Egelund

Bredgade 75
1260 København K

Ons-fre 15-18
Lør 12-16 og efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 33939200

Del

'SUPERNOVA - Grafisk gruppeudstilling'

Facebook