Solkorset: Opløsningstid
16 jun 201713 aug 2017

Anbefalet under Det skal du se! uge 24
Kunsthal Aarhus præsenterer en genforening af det aarhusianske kunstnerkollektiv Solkorset, der ikke har udstillet sammen siden 1992. Efter 25 års opløsning, hvor gruppens medlemmer Kim Grønborg, Marianne Jørgensen, Robin Lybecher, Hans E. Madsen og Jesper Rasmussen har haft deres individuelle karrierer, arbejder og projekter, vil kunstnerne finde sammen igen i skabelsen af udstillingen Opløsningstid.

Solkorset eksisterede som en gruppe i perioden 1986-1992. Kunstnerkollektivets store og markante rumlige greb var på samme tid kaotiske og disciplinerede, energiske og rå. Såvel processen, samarbejdet mellem kunstnerne, materialevalget og udtrykkets formmæssige substans gjorde Solkorset til en unik markør på den danske kunstscene i 1980’erne. Solkorsets første udstilling var i 1986 i Århus Kunstbygning (i dag Kunsthal Aarhus), og her 31 år senere, vil kunstnergruppen nu igen udstille i samme hus.

I forbindelse med udstillingen har gruppen fremstillet en video med titlen Opløsningstid, der i en række scener belyser den tid, der er gået, siden gruppen selv gik i opløsning i 1992.

I den periode har verden gennemgået store forandringer, ikke mindst inden for informationsteknologien med indførelse af internet og sociale medier. Det er derfor nærliggende at betragte titlen Opløsningstid som en omskrivning af ordet Oplysningstid med alt, hvad det indebærer. Hvor 1700-tallets Oplysningstid etablerede en kritik af de vedtagne autoriteter, i form af kirke- og kongemagt, ved anvendelse af rationalisme og videnskab, er nutidens Opløsningstid tilsvarende præget af et opgør med flere af samtidens autoriteter, fx de journalistiske medier og den evidensbaserede videnskab, gennem spredning af fake news og alternative fakta.

Solkorset, Sommerudstillingen Århus Kunstbygning 1986. Pressefoto

Rationalisme er afløst af følelser og konspirationsteorier. Historieløshed og fremmedangst breder sig. Og internettet er en væsentlig faktor i den proces. Opløsningstiden er en transition, en omstillingsproces, hvor usikkerheden hersker. Ingenting er, hvad det udgiver sig for, alle de traditionelle værdier er til diskussion. Men protester i sig selv fører ingen steder hen, positive værdier er nødvendige for fremskridt. I Opløsningstiden er kunsten heller ikke altid, hvad den udgiver sig for, men den skjuler det ikke, og synliggør altid en positiv udvej i kraft af sin egen manifestation.
–Solkorset, 2017

I udstillingen Opløsningstid: En video af Solkorset præsenteres beskueren for en fortælling i seks dele, kollektivt udformet af den genforenede kunstnergruppe.

Kilde: Kunsthal Aarhus

Kunsthal Aarhus

J.M. Mørks Gade 13
8000 Aarhus C

Tir-fre 10-17, ons 10-21
Lør-søn 12-17

Gratis entré

Kontakt

+45 86206050

Solkorset: Opløsningstid
16 jun 201713 aug 2017

Del

'Solkorset: Opløsningstid'

Facebook