Søren Behncke: Banalitets mash-up
17 aug 20198 dec 2019

Søren Behncke.
Søren Behncke. Pressefoto.

Det store kunstværk er den fuldendte banalitet,
og manglen ved de fleste banaliteter er den,
at de ikke er banale nok.

Asger Jorn i Intime banaliteter, Helhesten 1941

Den danske kunstner Søren Behnckes (f. 1967) legende og humoristiske ikonografi tager udgangspunkt i popkulturens symbolrige billedunivers. I sine konsumkritiske og analytiske malerier, tegninger, collager og skulpturelle installationer reflekterer han over forbrugersamfundets formreducerede visuelle kommunikation og massekulturelle feticher for engangsoplevelser, overflod og materialespild.

Behnckes opsigtsvækkende kunstneriske interventioner i det offentlige rum i form af rekonstruktioner af objekter i genbrugspap har indbragt ham kunstnernavnet Papfar. Han har blandt andet givet løveskulpturen foran Hovedbiblioteket i New York et tyggeben i pap, Domkirken i Aarhus en kæmpe taphane lavet af pap eller sendt en foruroligende stor papsvane igennem Frederiksberg. Derudover har han kommenteret hverdagens små ironier og kuriositeter med paroler og tegn lavet af plastikposer som bliver flettet gennem trådhegn rundt i verden.

Søren Behnckes kunst taler et universelt og banalt billedsprog, der med sine referencer til det overfladiske og midlertidige giver stof til eftertanke. Gennem sine simple, subtile og poetiske aktioner imiterer, parodierer og afprøver han meningen med den menneskelige tilværelse og kulturens mekanismer. Samtidig manifesterer sig i Papfarens humoristiske genbrugskunst globale økologiske statements og den anti-autoritære opfordring til at bryde hverdagens faste mønstre for at finde mening med livet.

Til udstillingen på Museum Jorn har Søren Behncke begivet sig i Asger Jorns og den Internationale Situationismes fodspor. Han har opsøgt Jorns tidligere atelierer i Albissola, i Paris og på Læsø, hvor han udførte mange-facetterede kunstneriske aktiviteter drevet af spontanitet og vandalistisk leg. Hvor Jorn brugte overmalinger (modifikationer) og décollager som æstetisk blandingsmetode for at skabe et revolutionært, nyt og eget udtryk på basis af andres kunst og ageren, anvender Behncke sin såkaldte mashup teknik. Med udgangspunkt i en pizzaovns udformning som gennemgående hovedmotiv udvikler Behncke et særegent, komplekst og samtidig banalt aktions-og billedmix, der finder sit dokumentariske højdepunkt i udstillingen i Silkeborg.

Museum Jorn

Gudenåvej 7-9
8600 Silkeborg

Tir-fre 10-17, lør-søn og helligdage 10-17
Uge 27-32: man 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 86825388

Søren Behncke: Banalitets mash-up
17 aug 20198 dec 2019

Del

'Søren Behncke: Banalitets mash-up'

Facebook