SIMPLY DANISH
7 feb 202021 jun 2020

Danske sølvsmykker fra det 20. århundrede er verdenskendte for deres enestående kunstneriske og håndværksmæssige kvaliteter. I foråret 2020 kan man opleve, hvorfor dansk sølv har fået denne status, når Øregaard Museum slår dørene op for udstillingen SIMPLY DANISH. Sølvsmykker fra det 20. århundrede. Udstillingen åbnes af H.K.H. Prinsesse Benedikte.

SIMPLY DANISH præsenterer det bedste inden for dansk sølvsmykkekunst fra slutningen af 1800-tallet til omkring år 2000. Med 180 sølvsmykker formgivet af 48 danske kunstnere, bl.a. Georg Jensen, Mogens Ballin, Thorvald Bindesbøll, Henning Koppel samt Nanna og Jørgen Ditzel, viser udstillingen deres smukke bidrag til det moderne i dansk designhistorie – en periode præget af stilistiske nybrud, der har gjort dansk smykkedesign verdenskendt. Samlingen er skabt af Marion og Jörg Schwandt, et tysk ægtepar, der i mere end 45 år har haft en passion for dansk sølv og kunsthåndværk.

Sølvets århundrede
I flere hundrede år er smykker blevet vurderet ud fra deres materialeværdi, men i slutningen af 1800-tallet sker der en vigtig forandring: Det brede borgerskab bliver mere og mere optaget af smykkers kunstneriske kvaliteter, nye former efter naturen og det gedigne håndværk. Den stigende interesse ansporer danske smykkekunstnere, som nu i mere end 100 år har udfoldet deres æstetiske præstationer på højeste niveau.

Eigil Jensen: Broche, 1960/65. A. Michelasen Sølvsmedje, København Mærket AM med krone Sterling, Denmark, EJ Marion og Jörg Schwandt. Foto: Martin Adam.

Sølvets mestre på Øregaard Museum
SIMPLY DANISH begynder ved dansk skønvirke i tiden omkring år 1900 med periodens organiske smykker – inspireret af naturens planteformer og dyreliv. Her vises ikoniske værker fra Mogens Ballins (1871-1914) og Georg Jensens (1866-1935) værksteder. Mindre kendt er den ekvilibristiske sølvsmed Erik Magnussen (1884-1961), der i sine dyremotiver fra 1910 ́erne tydeligt markerer tidens kunstneriske idealer. Udstillingen rummer også et udvalg af smykker fra 1930’erne, bl.a. Arno Malinowskis (1899-1976) stiliserede dyremotiver, der er inspireret af den franske art deco. Et særligt fokus får Karl Gustav Hansen (1914-2002), der er banebrydende i dansk smykkekunst med sine funktionalistiske smykker. Efter krigen introducerer Henning Koppel (1918-1981) abstrakte og skulpturelt rundede former. Derefter er det slut med smykkets konkrete billedverden. I de kommende årtier arbejder kunstnerne nu med enkle former, der revitaliserer smykkets evne til at reflektere lyset i den blanke overflade. Her skaber bl.a. Nanna Ditzel (1932-2005) og Jørgen Ditzel (1921-1961), Bent Knudsen (1924-1977) og Karl Gustav Hansen (1914-2002) vigtige eksempler, der viser kunstnernes evne til at skabe små skulpturer, der kan sætte lyset i bevægelse.

Sølvets kendere
SIMPLY DANISH er kurateret af Jörg Schwandt fra Berlin, som sammen med sin kone, Marion, har været passionerede samler af dansk smykkekunst i over 45 år. Udstillingen ledsages af Jörg Schwandts gennemillustrerede bog, SIMPLY DANISH – Silver Jewellery, 20th Century, der udkom i 2018. Bogen kan købes i museets butik.

Udstillingen vises på museets 1. etage.

Dansk sølv i dag
I stueetagen kan man samtidig opleve dansk sølv i et nutidigt perspektiv. Her præsenteres smykker og korpusarbejder af 13 nulevende, internationalt anerkendte kunstnere i en lille fokusudstilling. Værkerne demonstrerer, hvordan kunstnerne – ved at forene design og håndværk i højeste klasse – viderefører den stærke tradition, som kendetegner dansk sølv. Fokusudstillingen rummer værker af Nicolai Appel, Claus Bjerring, Gitte Bjørn, Ane Christensen, Michala Eken, Kasia Gasparski, Else Nicolai Hansen, Eva Dora Lamm, Lone Løvschal, Ulrike Ramin, Marie Rimmen, Allan Scharff og James Stoklund.

I resten af stueetagen præsenteres highlights og nyerhvervelser i museets samling af dansk kunst, sølv og kunsthåndværk fra 1750-1950. Her er bl.a. værker af Jens Juel, C.W. Eckersberg, Lorentz Frølich, Bertha Wegmann, Paul Fischer, Edvard Weie, Jais Nielsen og Mogens Ballin.

Kilde: Øregaard Museum

Øregaard Museum

Ørehøj Allé 2
2900 Hellerup

Lukket indtil 2. februar

Ons-fre 13-16
Lør-søn 12-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 39985790

SIMPLY DANISH
7 feb 202021 jun 2020

Del

'SIMPLY DANISH'

Facebook