Simon Ganshorn: Rolig, rolig
25 nov 202210 dec 2022

Simon Ganshorn: I arrived to this unfamiliar place, I really don´t want to go back, 2022.

Simon Ganshorn er studerende ved Det Fynske Kunstakademi, og på denne udstilling viser han nye malerier samt et videoværk.

Teksten til udstillingen er baseret på en dialog mellem kurator og kunsthistoriker Sara Hatla og kunstner Simon Ganshorn. Der er tale om en tekst om Simon Ganshorns kunstneriske praksis baseret på intuition, dialog og Google, skrevet af Sara Hatla. Herunder et udsnit:

“Sara: Hvad synes du dén her tekst skal kunne? Er vi ude i en generel introduktion? Eller hvad skal den handle om?

Simon: Sådan tænker jeg det ikke. Den skal ikke handle om noget specifikt. Folk behøver ikke at vide præcis, hvad der foregår i min kunst. Hvad foregår der? Der foregår mange ting. Jeg ved ikke, hvad der foregår. Man kan blive ved med ikke at finde ud af, hvad der foregår. For mig er et godt værk det, jeg ikke forstår, men som påvirker mig. Det værste er at gå på en udstilling og læse en formidlingstekst, der forklarer ”hvad det handler om”. Det var butleren, der gjorde det. Mysteriet er løst…

Sara: Okay, men så lad os bare snakke lidt. Måske det bliver lidt svært så. Føler du, det er svært? Altså, at sætte ord på?

Simon: Nej, egentlig ikke. Jeg siger bare, at jeg ikke ligger inde med nogen ”rigtige” svar på dén måde.

Sara: Nej, det forstår jeg. Men vi sidder vel her sammen, fordi vi skal prøve at finde ind til et eller andet i dine værker sammen… eller?

Simon: Ja og nej. Altså, jeg kan godt forklare, hvorfor vi sidder her. Det gør vi, fordi vi ikke kan forklare, hvorfor vi sidder her. Det er udgangspunktet.

Sara: Det kan man sige […]

Simon: Men jeg kan godt forklare, hvorfor jeg arbejder med kunst. Det er egentlig ikke svært for mig. Jeg har altid holdt af at skabe rum, jeg føler mig tryg i. Sådan havde jeg det allerede som barn, hvor jeg elskede at indrette mit værelse. Jeg havde den her trang til at skabe et rum, en stemning, en atmosfære, der trykkede på min krop på den helt rigtige måde, og hvor jeg kunne lukke omverdenen ude. Maleriet er for mig en fortsættelse af dette, selvfølgelig tilsat alle mulige andre interesser, som det at anvende ukonventionelle materialer, så de får en ny æstetisk, eksistensberettigelse og så videre. Maleriet skal ikke dominere rummet. Det handler ikke kun om maleriet. Det handler om en orkestrering eller synkronisering, hvor maleriet indgår som en behagelig baggrundsstøj, en rumopdeler, en accentuering, en membran, en visuel kugledyne, en behagelig hvisken, et velplaceret hårdt tryk på kroppen. Det er den fysiske stimulering af kroppen gennem maleriet, jeg afsøger og ikke maleriet som medie. Det er eskapisme og virkelighed på samme tid. Måske stræber jeg i virkeligheden efter at skabe et rum, hvor vi kan diskutere, hvad virkeligheden er. Et rum, der giver folk et frikvarter. Et frikvarter, der trækker længere og længere ud, og hvor vi leger nogle sjove lege sammen.”

 

Kilde: Galleri Lene Bilgrav

Galleri Lene Bilgrav

Galleri Lene Bilgrav
Vestergade 56
8000 Aarhus C

Ons-fre 12-17
Lør 12 – 15 og efter aftale

Kontakt

+45 2013 8004

Simon Ganshorn: Rolig, rolig
25 nov 202210 dec 2022

Del

'Simon Ganshorn: Rolig, rolig'

Facebook