SARTOR RESARTUS
20 aug 202117 okt 2021

I 1836 udgav den engelske forfatter Thomas Carlyle Sartor Resartus (Den Lappede Lappeskrædder), en satirisk roman om den fiktive tyske filosof Diogenes Teufelsdröckh og hans afhandling Tøj: Dets Oprindelse og Indflydelse. Teufelsdröckhs banebrydende tese færdiggøres aldrig, men Carlyle kan alligevel siges at have opfundet konceptet modesemiotik – læsningen af tøj som betydningstegn. Men som bogen gør klart, er denne afkodning næsten umulig, da tøjets betydning er yderst kryptisk og i konstant flux mellem personlige, materielle, politiske, historiske og kulturelle faktorer. Denne forvirring er yderligere accelereret i nutidens globaliserede forbrugssamfund, hvor tøjgenstande og stilkoder konstant driver rundt på tværs af landegrænser og socioøkonomiske kontekster, hvor de morpher og danner mening på ny.

Anna Franceschini: The Stuffed Shirt, 2012. Videostill.

Udstillingen bruger Carlyles tilgang til mode som et “umuligt medie,” og præsenterer kunstværker, der prøver på (og fejler i) at afkode tøjets allestedsnærvær i vores samfund – genstande, der på samme tid er helt banale og evigt fascinerende. Udstillingen udforsker tøj som et objekt, der både er tømt for betydning og overbebyrdet med samme: som udtryk for mennesker og steder, som en palimpsest for kapitalismens produktionscyklus, og endda som intetsigende skrald. Der fremvises en række kunstner-skabte ‘tøjobjekter’, præsenteret i form af skulptur, kostume, maleri, eller video, der på forskellige måder er hjemsøgt af betydning. På den måde undersøger udstillingen, hvad tøj kan lære os, når det isoleres fra hverdagen. Betyder tøjs brugbarhed og værdi noget her – og hvordan måles dette overhovedet? Og til hvilken grad kan “mode” som begreb overhovedet repræsenteres af ting? Kunstnerne i udstillingen tilbyder ingen nemme svar til disse spørgsmål, men præsenterer i stedet en række komplekse, forvirrende og humoristiske narrativer gennem deres værker.

I forbindelse med udstillingen udgives det andet nummer af Viscose, det danske tidsskrift for modekritik og research, denne gang i samarbejde med HFKD. Udgivelsen samler en række bidragydere fra hele verden og forlænger udstillingens undersøgelse af tøj i kunsten. Magasinet kan købes i HFKD for 150 kr.

Medvirkende kunstnere: Nina Beier, Anna-Sophie Berger, Pia Camil, Victoria Colmegna, Anna Franceschini, Eric N. Mack, Tenant of Culture, Issy Wood, Bruno Zhu

Kilde: Huset for Kunst og Design.

Huset for Kunst og Design

Nørrebrogade 1
7500 Holstebro

Tor-fre 14-18
Lør-søn 12-16

Gratis entré.

SARTOR RESARTUS
20 aug 202117 okt 2021

Del

'SARTOR RESARTUS'

Facebook