Det monokrome maleri blev i modernismen forstået som et logisk slutpunkt på en udvikling, der begynder med impressionismen og ender med maleriet som absolut fladt og uden komposition, det rene farvemaleri. Rasmus Rosengaards monokromer overskrider den fortælling ved aldrig at være helt flade og ved altid at have et minimum af komposition eller syntaks i form af små forskelle mellem forgrund og antydet baggrund. Der er i værkerne en hallucinerende dybdevirkning, en fornemmelse af bevægelse eller rytme mellem de enkelte lag, sådan at billedrummet hele tiden synes at ændre karakter. Billederne er malet med grafitmaling påført i mange lag, hvad der giver dem en fortættet metallisk fremtræden. Grafitstøvet gør, at de reflekterer lyset fra det omgivende rum, på samme måde som industrielle ting i støbejern kan gøre det.
I en række værker har RR dog arbejdet med mere direkte symbolske materialer, blandt andet i sammenstillinger med tørrede opiumsblomster og dyreknogler, som i forlængelse af det nordisk romantiske kan aflæses som henvisninger til drøm og virkelighed, død, fortabelse og forgængelighed. Der er en melankolsk dimension i værkerne, som træder i bevidst modsætning til nutidens billedstrøm og billednetværker ved at pege på et andet mere tavst rum. Brugen af opiumsfrø indeholder desuden en rehumanisering af det ellers abstrakte i den forstand, at opiumsplanten har været forbundet til menneskets krop og sind som lægemiddel og rusmiddel i flere tusind år.
Kilde: Huset For Kunst og Design
