Homo Homo på Tranen er Rasmus Myrups største soloudstilling til dato. I en totalinstallation iscenesætter den danske kunstner homoseksualitetens forhistorie blandt abemennesker. Installationen minder om naturhistoriske museers dioramaer, hvor dyr præsenteres i en rekonstruktion af deres naturlige omgivelser. Med Homo Homo rykker Myrup ved formatet. Hovedattraktionen, abemenneskene, er ikke placeret midt i et landskab. Det er til gengæld de besøgende gæster, menneskene, der går rundt i installationen. Hovedpersonerne i installationen, de homoseksuelle abemennesker, har Myrup ikke modelleret, men tegnet. De er ophængt på væggene som små vinduer ind til en anden verden. Dioramaets store malerier – der sædvanligvis illuderer, at landskabet fortsætter, så langt øjet rækker – er sløjfet. Myrups tegninger af abemennesker forbliver todimensionale billeder. De er afbildet med afsæt i palæontologiske og arkæologiske studier af fortidsmenneskers liv og levned, men værkerne bæres frem af forestillinger og fantasi snarere end forskning. Myrups udstilling tager udgangspunkt i foreløbig forskning og fortsætter, der hvor videnskaben p.t. stopper.
Abemenneskene i Myrups udstilling så som homo erectus og homo neanderthalensis synes at gebærde sig ligesom vor tids mennesker. Midt i udstillingen finder man et elskende pars himmelseng bygget af træ og planter fundet i danske skove. I et hjørne af udstillingen har Myrup konstrueret en strandbred og i et andet hjørne et gravsted. Vi befinder os i et stykke dansk natur, der giver sig ud for at været et stykke fortid. Udstillingen er resultatet af kunstnerens spekulationer over, hvorledes tidligere mennesker har elsket, gået ture, holdt i hånd, levet, spist og badet sammen, fremstillet redskaber og billeder og til slut begravet hinanden og sørget over tabet – ligesom i dag. Myrup viser også en kavalkade af egne videoer optaget med smartphone af solnedgange og lignende naturskønne scenerier, som måske har forundret og forført abemennesker til alle tider. Videoerne vises på skærme dækket af spejle. På en og samme tid ser publikum graverede skitser af vores tidligere slægtninge og naturfilm gennem sprækkerne i deres eget spejlbillede. Fortidige og nutidige erfaringshorisonter beriger og skygger for hinanden og smelter sammen.
Op igennem historien har alt og alle fra græske filosoffer over middelalderlige kirkefædre til moderne lovgivning forbandet og kriminaliseret kærlighed til ens eget køn som contra naturum og altså naturstridig. Med Homo Homo fremstiller Myrup følelser for og tiltrækning af sit eget køn – hvilket i dag er veldokumenteret blandt tusindvis af arter i hele dyreriget – som det mest naturlige i den naturlige verden. Nok redegør evolutionsteorien om arternes udvikling for, hvordan et organ tager form med et særligt formål for øje. Men evolutionsteorien lærer os også, hvorledes arterne udvikler sig, når deres organer bruges til andre formål end de først – af nogen – syntes tiltænkt.
Kilde: Tranen
