Ragna Braase: Tekstil, grafik, sandal
12 feb 202018 okt 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 7

Former, farver og materialiteter. Den danske kunstner Ragna Braase (1929-2013) bevægede sig i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur, håndværk og design. Hun skabte både abstrakte, stoflige værker, figurative malerier og forenklede, geometriske former i grafik og med vævning.

I kunstnerkredse var – og er – hun respekteret og anerkendt, men som mange andre kvindelige kunstnere på den tid opnåede hun aldrig den bredere anerkendelse. De seneste år er hendes værker dukket op til overfladen med fornyet aktualitet på flere kunstnerkuraterede udstillinger på Sorø Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen, men hendes navn er endnu forholdsvist ukendt.

Ragna Braase: Akvatinte, 1974. Pressefoto

I sin kunstneriske praksis var Ragna Braase optaget af eksperimenter, og hun arbejdede intuitivt og individuelt. Hun brugte de dagligdagsting og de materialer, hun havde ved hånden – for eksempel et par sandaler, som hun vævede ind i et værk – og hvis ikke hun havde det, hun skulle bruge, skabte hun det selv.

Et af højdepunkterne fra hendes karriere er hendes arkitektoniske og stoflige værker i form af store telte og søjler eksempelvis Africanas Hus, 1981 og Søjlerne fra Uruk, ca. 1985. De er skabt af stof i grove og stærkt farvede mønstre, som Ragna Braase vævede med hjemmespundet garn på en hjemmebygget væv.

Ragna Braases beduinlignende telte og orientalske søjler giver klare associationer til Mellemøsten og nomadefolk. Det samme gør hendes mange malerier, hvor telte, kameler, ørkenlandskaber og mennesker i løse gevandter er gennemgående motiver.

Braase var dybt fascineret af Mellemøsten, og den orientalske inspiration fulgte hende gennem det meste af hendes karriere. Det på trods af, at hun aldrig selv havde været tættere på nomaderne, end da hun som ung studerende besøgte Tyrkiet på en studietur.

Selv da hun i sine senere år fik råd til at rejse, gjorde hun det ikke. Mellemøsten forblev en fantasi for Ragna Braase, og frem til sin død byggede, malede og vævede hun sine orientalske og spraglede drømmebilleder.

Kilde: SMK Statens Museum for Kunst

SMK - Statens Museum for Kunst

Sølvgade 48-50
1307 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-søn 10-18
Ons 10-20

Entré til udstillinger
Voksen 130 kr.
Under 27 år 95 kr.
Børn under 18 år gratis

Kontakt

+45 3374 8494

Ragna Braase: Tekstil, grafik, sandal
12 feb 202018 okt 2020

Del

'Ragna Braase: Tekstil, grafik, sandal'

Facebook