Peter Ravn: Den Frie Bevægelighed
5 mar 20214 apr 2021

Hvornår er mennesket frit? Det er et af de gennemgående spørgsmål hos maleren Peter Ravn, som er aktuel med sin tredje soloudstilling i KANT.

Ligesom i Peter Ravns tidligere værker er manden i centrum, men denne gang er han brudt ud af sit abstrakte rum. På flere af malerierne er mændene søgt ud i skovenes vildnis og er tilsyneladende på vej væk fra den civilisatoriske tilstand, deres jakkesæt repræsenterer.

Peter Ravn: Parallel Dreams, 2020. Foto: Dorte Krogh .
Peter Ravn: Parallel Dreams, 2020. Foto: Dorte Krogh .

Peter Ravn kalder sin nye udstilling for “Den frie bevægelighed” med en skælmsk reference til princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU og fri bevægelighed som en traktatfæstet ret. Når Ravn tager det teknokratiske begreb for pålydende sprogligt, får udtrykket en ny betydning og igangsætter en undersøgelse af frihed og bevægelighed som eksistentielle eller rent kropslige størrelser. Bevidstheden om, at der også findes en mindre fri bevægelighed, løber som en understrøm igennem billederne af mændene og deres omgivelser.

Samtidig med udstillingen udkommer en ny bog udgivet af forlaget Aftryk, som over 200 sider giver en kurateret gennemgang af Peter Ravns maleriske virke gennem de seneste cirka 10 år. I essayet ”Længslens topografi – Om det disciplinerede menneske og længslen efter frihed i Peter Ravns billeder” skriver kunsthistorikeren Merete Sanderhoff om Ravns motiver, at de ofte beskæftiger sig med spændet mellem det disciplinerede menneske, der kan indgå gnidningsfrit i samfundets strukturer, og den bagvedliggende længsel efter en anden form for frihed eller myndighed. I bogen er også tekster af filminstruktøren og forfatteren Jørgen Leth og kulturskribent og forfatter Camilla Stockmann.
Peter Ravn (f. 1955) har i de senere år haft soloudstillinger på udstillingsstederne Munkeruphus og Politikens Kunsthal samt deltaget i gruppeudstillinger heriblandt udstillingen ”JAHRESAUSGABEN”, München Kunsthalle, Tyskland.

Han har været repræsenteret af KANT siden 2017. Fredag 5. marts 12-19 / Lørdag 6. marts 12-17.

Kilde: Galleri KANT

KANT

St. Kongensgade 3, Baghuset
1264 København K

Ons-fre 12-18
Lør-søn 12-16

Gratis entré

Kontakt

+45 2946 6331

Peter Ravn: Den Frie Bevægelighed
5 mar 20214 apr 2021

Del

'Peter Ravn: Den Frie Bevægelighed'

Facebook