Peter Callesen: SKINDØD
3 feb 201810 jun 2018

Der er dømt både skønhed og uhygge, når Øregaard Museum slår dørene op for forårets store særudstilling SKINDØD med den danske kunstner Peter Callesen. Med sirligt udskårne værker i papir viser han skrøbeligheden både i livet og i kunsten. Sarte akvareller af fynbomalerne Anna Syberg og Johannes Larsen sætter temaet i relief. Hør Callesen selv fortælle om sit arbejde på en artist talk den 1. marts eller få andre vinkler på kunsten på foredrag og omvisninger i løbet af foråret.

Titlen SKINDØD skal tages helt bogstaveligt. Bag de døde overflader lurer livet, og bag livet lurer døden. Skabelse, død og opstandelse, som er en uomgængelig del af livets og naturens cyklus, fremstiller Peter Callesen som en grundlæggende forudsætning for livet såvel som kunsten. Men bag værkernes skinbarlige virkelighed og temaernes alvorlige betydninger møder vi også humoren i form af finurlige og overraskende detaljer. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være!

I museets stueetage går Peter Callesen i dialog med fem værker af fynbomalerne Anna Syberg (1870-1914) og Johannes Larsen (1867-1961). Her opstår et sanseligt møde på tværs af kunstnergenerationer og figurativt formsprog. Desuden præsenteres to værker, hvor Callesen har været inspireret af billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924). På 1. etage vises nye og tidligere værker af Peter Callesen alene – både skulpturer, relieffer og installationer, bl.a. et værk, som er skabt til lejligheden.

Kvinder, blomster og dødbringende bier!
Med en lille fin skalpel og kirurgisk præcision har Peter Callesen skabt motiver i det hvide papir, der giver nye nuancer til de tre ældre kunstneres værker, om ejes af Faaborg Museum. Samtidig er Callesens dialogværker kunst i deres egen ret, som udtrykker hans originale billedsprog og temaer omkring krop og ånd, der har optaget kunstneren igennem hele hans virke. Intet er helt, hvad det giver sig ud for i Peter Callesens papirværker, som tit leder til både refleksion, gys og grin.

I værket Noter til en pige, 2016, har Peter Callesen transformeret Kai Nielsens skulptur Marmorpigen fra 1909-10 til en florlet figur udført i mange lag af hvidt papir. Callesen har skabt en ny hvid ”hud” til pigen, så hun genopstår lys og yndefuld. Men samtidig er hun nærmest mumificeret og drænet for liv, sundhed og erotisk kraft.

Peter Callesen: Noter til en pige, 2016.
Tilhører kunstneren

I andre værker tager Callesens fynbomalernes interesse for naturen under kærlig behandling og nyfortolker bl.a. to blomstermotiver af Anna Syberg. Og når Callesen er på spil, bliver blomsternes verden ikke kun et hygge-poetisk motiv, men et billede hvor dobbeltheden råder. I Callesens værk Blomstrende bier, 2016, er Sybergs æbleblomster f.eks. blevet til bier. Faren for at blive stukket af en bi lurer altid, hvis man berører en blomst. Bierne henviser både til uheld og død, men kan også symbolisere genopstandelse eller udødelighed.

I Faldne æbler, 2016, har Callesen forvandlet forårets æbleblomster til efterårets æbler. Den modne frugt symboliserer bl.a. ungdom, kærlighed, frugtbarhed og udødelighed – men også fristelse, synd, død og menneskets videbegær. At smage på æblet i Paradisets Have var som bekendt en skæbnesvanger handling. Callesen har placeret æbleskrog og rådne æbler nederst i værkets ramme. De har en direkte aflæselig symbolik og handler om forgængelighed og det videbegær, som drev Eva ud i Syndefaldet.

Flere vinkler på Peter Callesens kunst
Torsdag d. 1.3.2018, kl. 17: Artist talk med Peter Callesen.
Torsdag d. 22.3.2018, kl. 17: Foredrag med professor emeritus Erik A. Nielsen, dr. phil. og theol.
Torsdag d. 19.4.2018, kl. 17: Foredrag med kunstkritiker og forfatter Lisbeth Bonde, cand. mag.
Pris: 100 kr. for et foredrag og entré til udstillingen. 65 kr. for et foredrag alene.
Tilmelding nødvendig på oremus@gentofte.dk.

Kilde: Øregaard Museum

Øregaard Museum

Ørehøj Allé 2
2900 Hellerup

Lukket indtil 2. februar

Ons-fre 13-16
Lør-søn 12-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 39985790

Peter Callesen: SKINDØD
3 feb 201810 jun 2018

Del

'Peter Callesen: SKINDØD'

Facebook