PÅ TVÆRS
30 jun 201826 aug 2018

Vi kalder gruppen, som består af keramikerne Lisbeth Voigt Durand og Gurli Elbækgaard, grafiker Birgitte Thorlacius og væver Gudrun Pagter, PÅ TVÆRS, hvilket også er titlen på udstillingen. Vi bor spredt på en linje tværs over Danmark, fra koldingegnen, over Fyn til Islands Brygge i København. Gruppens 4 medlemmer udtrykker sig helt individuelt på tværs af de håndværksmæssige discipliner og kunstneriske udtryk. Fra de klassiske runde glatte former med celadonglasur i kontrast til objekter med grove krater- og krympeglasur. Naturens forgængelighed udført grafisk i en spinkel og intens streg – i stærk kontrast til store vævninger med konkrete geometriske billedudtryk.

Gudrun Pagter: Red line. Pressefoto

En kort præsentation af gruppens medlemmer, og hvad de vil udstille i Vestjyllands Kunstpavillon:
Keramiker Lisbeth Voigt Durand: Almind v. Kolding. Arbejder med ’den klassiske’ keramik – rene former i krukker og skåle. Som fagleder på Designskolen i Kolding underviste hun i mange år i glasurkemi, og den store viden som hun har inden for dette felt, dyrker hun nu med stor intensitet på sit eget værksted. Farvespektret er raffineret, og spænder over celadon i fine grå nuancer, okseblod, dyb grønne samt glasurer som leder tanken hen mod Saxbo. På udstillingen vil hun vise krukker med askeglasur, hvortil der er brugt rapsaske, hvedeaske og træaske. Derudover viser hun krukker med feldspat- og titanatglasurer. Værkerne er brændt til 1300 gr. i en reduceret atmosfære.

Keramiker Gurli Elbækgaard: København. Arbejder både med brugsting og unika. Modsat Lisbeth arbejder Gurli med grove glasurer, som krymper og danner krater. Hendes værker fremstår som objekter inspireret af naturens kraft og potens, som man kan finde i fjelde, klipper, skove og vulkaner. I de senere år har Gurli haft stor succes med at producere unikaservice til gourmetrestauranter. På udstillingen vil Gurli vise unika i form af ’stylterødderne’ dvs. højbenede keramiske objekter, samt nogle runde stenagtige skulpturer.

Grafiker Birgitte Thorlacius: Asperup, Fyn. Med teknikker som koldnål, ætsning, akvatinte og udforsker Birgitte naturen på nærmeste hold og forvandler motiver som siv, skræpper, tidsler og visne roser til rene, poetiske udtryk. På udstillingen i Videbæk viser hun udsnit af den grafiske serie LÆNGSEL, som hun udstillede i februar 2018 på Sydhavnens Station i KBH. Serien er trykt på Statens Værksteder GL.Dok i KBH., hvor hun i den grafiske proces har trykt flere plader ovenpå hinanden og i forskellige teknikker.

Væver Gudrun Pagter: Ø. Starup, v. Egtved. Med udgangspunkt i et konkret og geometrisk formsprog arbejder hun med vævede vægtæpper. Inspirationerne hentes bla. i arkitektoniske formelementer. Tæpperne er vævet på en skaftevæv og i materialerne sisal og hør. Gudrun udtrykker sig helst i store formater, hvor kompositionen rummer en dybde og et perspektiv. Optil denne udstilling har hun dog bevæget sig ned i formatet, og udført en række mindre tæpper, som vises i konstellation til de store værker.

Kilde: Vestjyllands Kunstpavillon

Tirs-søn 13-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 97172879

Del

'PÅ TVÆRS'

Facebook