NONPAREIL
14 jan 201726 feb 2017

Ordet Nonpareil har et væld af betydninger. Ordet er oprindeligt fransk og kan blandt andet betyde uforlignelig, mageløs, model, standard, eksemplar, ideal, ekspertise, perfektion eller mesterværk. Det er samtidig det tekniske ord for de små farvede sukkerkugler man bruger på bagværk og slik.

På udstillingen NONPAREIL viser Martin Askholm blandt andet en større installation bestående af værker af gouache på papir. Værket tager udgangspunkt i brugen af de konkrete farvemønstre og vilde farvekombinationer som bliver brugt i fødevareindustrien til fremstilling af sukkerkonfekture.

Man kan betegne Martin Askholms værker for appropriationsmaleri, – forstået på den måde, at ikke blot er paletten fra fødevareindustrien, men også en helt konkret repræsentation af mængden af de forskellige farver I hvert værk. Hans største serie består af 20 dobbeltværker, et stort, og et lille, som er forsøgt malet så forskelligt fra hinanden så muligt.

Som medudstiller har Martin Askholm inviteret kollegaen, maleren Bodil Nielsen. Begge kunstnere er stærkt interesseret i farvens natur; derudover deler de en fælles fascination af japansk kunst. Denne fascination spores i begges arbejder. I Martin Askholms arbejder ses en særlig interesse for japansk populærkultur som en markør for et muligt nutidsmaleri. I Bodil Nielsens arbejder er der tydelige tråde til japansk æstetik og billedkunstnerisk rumforståelse.

Martin Askholm: Harvest, 2016

På udstillingen viser Bodil Nielsen malerier fra de seneste to år, hvor særligt de store formater er til stede med en fornyet intensitet. Hendes malerier kan opleves som fortættet stoflighed hvor transparente og helt mættede farver skaber en oplevelse af en næsten organisk dybde i fladen. Maleriernes farvefelter er vagt definerede, skyggeagtige. De markerer tilstedeværelse, som et flygtigt forslag.Set på afstand opleves malerifelterne i relation til i det omgivende rum og artikulerer beskuerens oplevelse af væren og bevægelse igennem rummet. Måske har organiseringen af farvefelterne en koreografisk virkning ud i det omgivende rum?

De formelle forskelle på de to kunstneres værker er tydelig. De har et umiddelbart enkelt visuelt udtryk der veksler fra det enkle og grafiske til det poetisk og komplekst suggesterende. Deres værker trækker på meget forskellige traditioner og referencer; fra japansk pop til zenhaver og minimalisme. I en dansk kontekst bevæger deres værker sig indenfor den abstrakte tradition der betegnes det formelle og konkrete maleri.

Martin Askholm og Bodil Nielsens maleri rækker både bagud til en formel abstrakt maletradition men repræsenterer tillige et aktuelt bud på en kontemporær malerisk diversitet og følsomhed.
Kilde: KUNSTPAKHUSET

KUNSTPAKHUSET

Lille Torv 5
7430 Ikast

Tors-søn 12-16

Gratis entré

Kontakt

+45 23111019

NONPAREIL
14 jan 201726 feb 2017

Del

'NONPAREIL'

Facebook