Nicola Verlato: Invitational Show – med Ian Ingram
30 mar 201927 apr 2019

Gallery Poulsen tager hul på foråret med en helt særlig dobbeltudstilling, der vil transformere det fredelige gamle hjørne af Staldgade til en sagnomspunden arena, hvor naturens oprør mod menneskeheden udspiller sig. Til at lede slagets gang har vi overrakt tøjlerne til en af vores tunge mestre, Nicola Verlato. Side om side med et ganske nyt navn i Gallery Poulsen regi, amerikanske Ian Ingram, præsenterer begge kunstnere deres vinkel på en enestående fortælling om naturens geometri og skildringen af menneskekroppen i to parallelle udstillinger.

Ian Ingram: Undertow, 2019
Ian Ingram: Undertow, 2019

Nicola Verlatos hovedværk ”Actaeon” deler titel med den græske myte af samme navn, hvor jægeren Actaeon ved et tilfælde får et glimt af den afklædte gudinde Artemis, der bader i skoven. I vrede forvandler hun Actaeon til en hjort og dømmer ham til forfald som bytte for sin egne jagthunde, der frådende sønderriver ham. Naturens oprør mod mennesket samt ideen om, at vores civilisations forhold til naturen og vores egen indre natur er fuldstændig forvrænget, er et gennemgående narrativ, Verlato fortæller i seks kapitler henover tre oliemalerier og tre tegninger.

Vi får desuden et fuldstændig unikt indblik i Nicola Verlatos helt enestående metode i et videoværk, der tager os med i processen, hvori han skulpterer sine fortællinger i 3D, så ikke én eneste kropsdel, linje eller fiber undslipper den geometriske rekonstruktion af virkeligheden.

Gennem mere end 20 år har Ian Ingram stået foran spejlet i intens forundring over den levende skabning af cellestruktur, der i millioner af år har udviklet sig, og nu stirrer tilbage på ham inde fra spejlets dyb. Han har studeret overfladen af sit ansigt i et gentagende manisk vanvid indtil han begyndte at se gennem overfladen. Det genkendelige ansigt banede pludselig vej for landskaber af cellemønstre og flersidet symmetri, og snart lod han sig altopsluge af den summende masse bag spejlbilledet, der udgør hans selvportrætter, såsom værket “Breached”, og beskriver et ‘selv’, der ikke rummes i en krop.

Ian Ingrams portrætserie af hænder fungerer som spejle i sig selv. På det flade lærred ser vi refleksionen af den hånd, der har skabt dem. Hans mindre malerier viser en venstre hånd, malet af den højre, samt en højre hånd malet af den venstre. Disse er ikke blot billeder af hænder, men et portræt af det sind, der har skabt dem.

Udstillingen viser værker på lærred, papir og video
Nicola Verlato og Ian Ingram vil være til stede til ferniseringen.

Kilde: Gallery Poulsen

Gallery Poulsen

Staldgade 32
1699 København V

Ons-Fre 10 – 17.30
Lørdag: 11 – 15

Gratis entré

Kontakt

+45 33339396

Nicola Verlato: Invitational Show – med Ian Ingram
30 mar 201927 apr 2019

Del

'Nicola Verlato: Invitational Show – med Ian Ingram'

Facebook