NEON
27 mar 202013 jun 2020

Martin Asbæk Gallery byder velkommen til gruppeudstillingen NEON.

martin asbæk neon
Grad Bogin: Chill Pill, 2019.

Værker i neonlys samt malerier i stærke neonfarver fylder galleriet, som i denne anledning er kurateret af Jens-Peter Brask. Han forklarer motivationen bag at skabe en udstilling med netop denne fællesnævner således: ”Neon er i stand til at gøre noget, som et almindeligt billede ikke kan. Det farverige, bøjede lys taler direkte til mig; det berører mig med en ubestridelig umiddelbarhed. ”

Siden neonlysets opfindelse har denne karakteristiske umiddelbarhed eller direkthed været en unægtelig kvalitet i kommercielle sammenhænge, fordi neon påkræver sig en helt ekstraordinær form for opmærksomhed. Kemikeren og ingeniøren Georges Claude, der betragtes som det franske svar på Thomas Edison, introducerede for første gang neonlys til offentligheden ved Salon de l’Automobile i Paris i 1910. Få år efter var en lokal frisør den første, som anvendte Claudes neonlamper som reklameskilt, men det nye medium blev først for alvor populært, da det vandt indpas på den anden side af Atlanten. I forbindelse med en rejse til Las Vegas i 2008 besøgte Jens-Peter Brask den såkaldte ”Neon Boneyard”, og her blev det tydeligt, at Brask bestemt ikke er alene med sin kærlighed til neonlys, eftersom der sågar findes en hel kirkegård til at hylde pensionerede neonskilte. Fra 1920erne og frem blev neonskiltet et særkende ved det amerikanske landskab, og da det ofte blev brugt til at reklamere for diverse former for underholdning og fornøjelser, blev neon langsomt forbundet med det moderne livs goder.

Direktheden ved neonmediet har således også givet det en konnotation af det rå, upolerede eller ligefrem vulgære. Det er ikke et fremhævende spotlight: Neons funktion er ikke at belyse noget andet – Nej, det, som det handler om, er selve lyset, uforfalsket. På denne måde adskiller neonskiltet sig fra andre lamper ved ikke blot at være et banalt objekt, som anonymt smelter sammen med omgivelserne. Det lyser ikke kun op, men udstråler i sig selv noget, uanset om det er forbrugsfestens lyshav på Times Square eller det pikante skær i Amsterdams Red-Light District.

Eftersom mediet traditionelt set forbindes med det offentlige rum, bylivet og travle gader, afspejler værkerne i udstillingen Jens-Peter Brasks mangeårige forkærlighed for samtidskunst i mere end én forstand. Neonkunst refererer ofte til sin oprindelse i storbyens asfaltjungle. Flere af værkerne i NEON er lavet specielt til udstillingen, og for en række kunstnere er det første gang, de arbejder med mediet. En del af motiverne, der findes i udstillingen, kunne næsten lige så vel have været udført som graffiti, men når de er omhyggeligt fremstillet i neonrør, påkræver de sig en markant anderledes tilgang fra beskueren. Mediet udstråler selvtillid, og uanset hvilken figur der skabes gennem den møjsommelige proces, som det er at fremstille et neonskilt, insisterer den på, at den ikke kan bagatelliseres, men tværtimod skal tages seriøst.

Kilde: Martin Asbæk Gallery

Martin Asbæk Gallery

Bredgade 23
1260 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3315 4045

NEON
27 mar 202013 jun 2020

Del

'NEON'

Facebook