Navigeringer – På kanten af en verden i forandring
8 mar 202016 aug 2020

Hvor kommer vi fra? Hvor er vi? Hvor skal vi hen? Det er spørgsmål, vi er vant til at stille os selv, når vi skal finde vej i verden – konkret og eksistentielt. Og det er kernen i den nye, store særudstilling Navigeringer.

Gry Bagøien- Lemurianernes sang vejle kunstmuseum
Gry Bagøien: Lemurianernes sang, 2020.

Vejle Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum har inviteret fire nutidskunstnere til at byde ind med nye kunstneriske vinkler på de forandringer, der præger verden i dag. Rikke Benborg, Kristoffer Ørum, Gry Bagøien og Ferdinand Ahm Krag har skabt kunstneriske miljøer, der reflekterer over, hvordan vi som mennesker måske kan navigere i en fremtid, som stadig befinder sig i mørke.

Disse ‘miljøer’ bliver sat i scene gennem en præsentation af, hvordan det vestlige menneske kulturelt set har opfattet og navigeret i verden siden oplysningstiden. Siden 1600-tallet har det vestlige menneske grundlæggende opfattet verden i et spænd mellem ‘verden omkring os’ og ‘verden i os’. Dette spænd er måske ved at briste i vores tid. I udstillingen spejles de nye kunstværker derfor i 1600-tallets videnskabelige og kunstneriske nyskabelser, der i sin tid banede vejen for oplysningstiden.

Navigeringer – på kanten af en verden i forandring er en udstilling, der undersøger, hvordan verden, som den er skabt ‘i menneskets billede’, måske er ved at gå under. Dette opleves særligt tydeligt i makroskala i de globale klimaforandringer, men også i mikroskala i udviklingen af kunstig intelligens. Vores nutid er præget af disse grundlæggende udfordringer, der kalder på nye måder at navigere i verden på.

Vi kan alle blive i tvivl om, hvor vi skal hen, og hvordan vi kommer dertil. Udstillingens tema har dybe rødder i både historiske måder at se verden på og i vores liv i dag. Vores nutid er præget af store udfordringer, der kalder på nye måder at navigere på. I dag kan verden ikke længere blot forstås som spejlinger af menneskets forestillinger. Særligt klimakrisen, vores digitale liv og den hastige udvikling af kunstig intelligens fremmer kræfter, der overskrider menneskets individuelle kontrol.

Som bagtæppe for samtidskunstnernes værker er sammensat et historisk miljø, der består af to historiske hovedelementer: Det ene er Hendrick Donckers søkort De Zee-Atlas ofte Water-Werelt fra 1669, hvor tidens største teknologiske nyskabelser inden for søfart gjorde det muligt at opmåle og aftegne den ydre verden, som mennesket havde erobret. De smukke håndkolorerede ark repræsenterer den mest oplyste navigationsviden, man rådede over på den tid.

På samme tid fokuserer en af 1600-tallets største kunstnere Rembrandt van Rijn i sine kobbertryk på et møde mellem lys og mørke, der spejler et menneskeligt indre. Det kommer til udtryk i et udvalg af Vejle Kunstmuseums raderinger af Rembrandt (1606-1669), suppleret med indlån fra Statens Museum for Kunst, der også har en samling af Rembrandts raderinger. Hvor søkortene oplyser den omgivende verden ved at opmåle og kortlægge den, så åbner Rembrandts kunst for et indre mørke af umålelige dimensioner.

Kilde: Vejle Kunstmuseum

Vejle Kunstmuseum

Flegborg 16-18
7100 Vejle

Tirs-søn 11-17

Gratis entré

Kontakt

+45 76813100

Navigeringer – På kanten af en verden i forandring
8 mar 202016 aug 2020

Del

'Navigeringer - På kanten af en verden i forandring'

Facebook