Mie Olise Kjærgaard: Blind Spots (projektrummet)
1 apr 202322 apr 2023

Mie Olise Kjærgaard. pressefoto, Hans Alf Gallery.

Mie Olise Kjærgaards karriere har for alvor taget fart over de sidste 2-3 år med en perlerække af højt profilerede udstillinger i USA og salg til nogle af verdens tungeste kunstsamlinger.

Udstillingen ”Blind Spots”, som kan opleves i Hans Alf Gallerys projektrum sideløbende med Henrik Saxgrens ”Crack”, kan ses som endnu et replikskifte i Kjærgaards fortsatte diskussion om kvinders rolle i samfundet.

Der er værker, som adresserer tematikken om ”det maskuline blik” – the male gaze – som det allerede i 1975 blev italesat af den feministiske teoretiker Laura Mulvey, der i sine studier viste, hvordan datidens Hollywood-film over en bred kam anskuede kvinder fra mandens synspunkt og dermed fremstillede dem som seksuelle objekter snarere end selvstændige, handlende subjekter. Andre værker i udstillingen portrætterer kvinder, der øjensynligt er kommet videre end diskussionen om the gaze: Frie, uafhængige, legende kvinder, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt de mon bliver iagttaget.

For Kjærgaard er selve maleriet som medie dog mindst lige så vigtigt som motivverdenen. At finde ind til maleriets essens, som hun selv benævner det, er selve drivkraften i hendes virke.

Dette nødvendiggør en helt særlig interesse for detaljen: De enkelte penselstrøg, opbygningen af lag, vekselvirkningen mellem store flader og sirlige streger, kontrasten mellem vilde, tilsyneladende skødesløse dryp og stramme kompositioner; måden hvorpå farver mødes i billedfladen og skaber overlap og transparens.
For Mie Olise Kjærgaard er maleriet en livslang proces, og selvom hun efterhånden har taget favntag med det genstridige lærred i mere end 25 år, bliver hun aldrig træt af at udforske og udfordre det. I Kjærgaards praksis er maleriet mere og andet end blot en fastfrossen, visuel fortælling: Det er noget kropsligt, noget performativt, noget som rækker ud over det konkret håndgribelige og bliver metafysisk. Det er levet liv og livsfilosofi i én og samme bevægelse.

Pressemeddelelse: Hans Alf Gallery.

Hans Alf Gallery

Holbergsgade 8
1057 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang – nej
Handicaptoilet – nej
Gratis for ledsager – ja

tirs-fre: 12-18
lør: 12-15 og efter aftale.

Gratis entré

Kontakt

+45 25 75 10 57

Mie Olise Kjærgaard: Blind Spots (projektrummet)
1 apr 202322 apr 2023

Del

'Mie Olise Kjærgaard: Blind Spots (projektrummet)'

Facebook