Mie Olise Kjærgaard: Hysteria
29 maj 202027 jun 2020

I Hysteria inviteres publikum inden for i en postapokalyptisk utopi, hvor kvinder omsider har fået den magt og agt, de fortjener. I en serie imposante og farvemættede malerier portrætterer Kjærgaard arketypen på den stille, stærke og stålsatte kvinde, der igennem historien er blevet overset og forbigået, men som i virkeligheden – ifølge kunstneren – er ethvert samfunds rygrad.

mie olise kjærdgaard hysteria
Pressefoto.

Selv ser Kjærgaard Hysteria som en naturlig forlængelse af News From Nowhere fra 2018, hvor hun igennem en omfattende serie bybilleder og tableauer indkredsede livet i den opdigtede fremtidsmetropol Moirania. I Hysteria zoomer den alsidige maler ind på de kvinder, der tegner hverdagen i Moirania.

De spiller tennis, cykler, arbejder, demonstrerer og ambulerer terrænet på hesteryg – alle med samme faste og uudgrundelige blik ud mod beskueren, som næsten efterlades i forlegenhed.

Hysteria viser en helt ny side af Mie Olise Kjærgaard og repræsenterer et ubetinget kvantespring i hendes kunstneriske virke. Efter et energisk (og forfriskende) strejftog ind i et mere naivistisk billedsprog, er Kjærgaards nye værkkreds en overlegen demonstration af hendestekniske og koloristiske kunnen. En fryd for øjet og en opfordring til refleksion.

Om udstillingen skriver kurator og kunsthistoriker Christina Wilson:
”I en verden, hvor kvinder stadig skal kæmpe med ligestilling både i kunstverdenen og på direktørgangen, tager Kjærgaard sin udstillingstitel HYSTERIA fra det græske ord hystereraos, der betyder livmoder, og som sådan er et ældre medicinsk begreb. Gennem historien har kvinder fået at vide, at de var hysteriske når de fremviste en dramatisk,
opmærksomhedssøgende eller teatralsk væremåde. Kritiske kvindelige psykoanalytikere har fremhævet, at de hysteriske symptomer kunne ses som en ventil for undertrykkelse af kvinders udfoldelsesmuligheder.”

”Mie Olise Kjærgaard opererer på flere forskellige platforme i sine værker. Hendes ønsker om at opbygge en ny social orden, løber side om side med tidløsheden. Hun ønsker med sine handlekraftige, stirrende kvinder at gøre op med det mandlige blik som filmkritikeren Laura Mulvey benævnte det i sit berømte essay ”Visual Pleasure and Narrative Cinema” fra 1975. Det mandlige blik, der holder kvinder fast som sexualiserede væsner, klemt inde på billedfladen som fristende odalisker eller som hellige madonnaer.”

”I sin udstilling HYSTERIA har Kjærgaard valgt at vise os beredte, emanciperede kvinder, for selvom vi bryster os af, at ligestilling er en dansk kerneværdi, så er magten stadig ulige fordelt mellem de to køn.”

Kilde: Hans Alf Gallery

Hans Alf Gallery

Holbergsgade 8
1057 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang – nej
Handicaptoilet – nej
Gratis for ledsager – ja

tirs-fre: 12-18
lør: 12-15 og efter aftale.

Gratis entré

Kontakt

+45 25 75 10 57

Mie Olise Kjærgaard: Hysteria
29 maj 202027 jun 2020

Del

'Mie Olise Kjærgaard: Hysteria'

Facebook