Med farven ledes vi ind i hjertet af alle ting
14 nov 201919 jan 2020

Den 14. november åbner udstillingen Med farven ledes vi ind i hjertet af alle ting med Ruth Campau, Anette Harboe Flensburg, Malene Landgreen og Kathrine Ærtebjerg på Galleri DGV.

Anette Harboe Flensburg: Enchanting close to nothing, 2018. Pressefoto.

En gruppeudstilling som denne, der viser fire fremtrædende danske billedkunstnere, kunne være samlet ud fra nogle fællesnævnere i deres produktion. De er der også, men kunstnerne er alligevel hver især markante individualister. Alle fire arbejder de med udgangspunkt i maleriet og dermed med farver, lys og rum. Noget, der knytter dem sammen, er inspirationen fra Modernismens Avantgarde i det 20. århundrede. Værd at fremhæve her er deres mange fremragende offentlige udsmykninger, og en overvældende stor og nytænkende værkproduktion.

Ruth Campau (f. 1955) arbejder med maleriet i det såkaldte udvidede felt, hvor det forlader væggen og bygges ud i rummet: værket bliver til en installation. Campau har siden slutningen af 1990’erne arbejdet med materialer som acrylplader, metal, spejle, glas, væsker, træ og maling. Med sin egen teknik maler hun stående de store acrylplader, der ligger på gulvet. Motiverne er ofte rækker af striber i vertikale eller horisontale bevægelser. Linjerne skabes uden at ryste på hånden med forskellige mellemrum og forskellige farvetoner. Ensartetheden kræver en gentagelsens nærvær og kontrol, som vi på lignende vis ser hos den amerikanske maler Agnes Martin, hvis enkle små værker består af striber eller kvadrater – udført med blyant. Ruth Campau maler med kroppen i fysiske meditative arbejdsprocesser, hvor hun lader billederne komme frem.

Vi indbydes til at gå ind i Anette Harboe Flensburgs (f. 1961) billeder, hvor der både er perspektiviske, lineære og lagvist afgrænsende rum. Farverne skifter fra de helt dybe til de lyse i tonerne. I maleriet fra serien Space without a place fra 2017, er der store translucerende flader, bag hvilke skimtes lysere geometriske figurer, der minder om en videoprojektion, bag hvilken rummet udvider sig med flere flader – og øger rumligheden. Fra en døråbning strømmer lys ind omkring en svævende hvid transparent figur med dybe skygger. Vi er ikke i et roligt perspektivisk rum set fra en enkel vinkel. Vores blik vandrer rundt – som i en slags virtual reality – inde i en komplekst maleri – i et udvidet felt: en installation – inden for billedrammen. Så er det os, der befinder os inde i billedet. Farvernes intensitet og et lidt sløret lys skaber samlende en sanselig atmosfære – lidt i modsætning til de mange mindre urolige rum. I de koloristisk stærke og gådefulde rum ligger en udpræget kropslighed og væren fra malerens side: krop og tanke er samlet og synliggjort.

Malene Landgreen (f. 1962) debuterede i kølvandet på Postmodernismen, hvor maleriet var blevet frisat fra Modernismens strenge krav. Den ældre konkrete abstraktion er alligevel blevet hendes konstante dialogpartner. Landgreens tidlige billeder var ofte monokrome flader med ”indbrud” af fritløbende organiske former. I nogle af de senere malerier finder vi noget af det samme, hvor farve og adskilte rum invaderes af dynamiske former i bevægelse. På udstillingen vises maleriet Thinking it over, 2017, der er et stort ”grid”-værk med mange forskelligt malede kvadrater. I Landgreens værk er nogle af de farvede felter dækket af fint bemalet gaze, der enten har næsten samme farve eller varierer meget – enkelte steder går farven over kvadreringens linjer. Her er skabt en vibrerende farveintensitet og øget rumlighed på fladen, der giver en stærk fornemmelse for nærvær. Man kan måske dårligt kalde værket for et maleri i et udvidet felt, men det virker så kropsligt nært, at man godt kan relatere det til de værker Landgreen har skabt, hvor hun maler vægge, gulv og loft med forskellige farver i integrerede geometriske former. Disse omfattende ruminstallationer er malet med kunstnerens kropslige bevægelser. Når vi træder ind i sådan et rum, så er vi inde i et kunstværk: et installatorisk rum – helt omgivet af værket – som i en sanselig kropslig omfavnelse.

Kathrine Ærtebjerg (f. 1969) har arbejdet både figurativt, symbolsk og abstrakt med mennesker, planter, dyr, landskaber og fabelvæsner – malerier der er udført i stærke eller transparente farver skabt med acryl og oliefarver eller som akvareller og tuschtegning. Nogle motiver rummer genkendelige steder som landskaber, i andre foregår der ting i gådefulde farveekspressive rum. Ærtebjergs billeder fortæller med underfundige, poetiske og hemmelighedsfulde udtryk om menneskets livsvilkår i kærlighed, seksualitet, drømme og skaben. Hendes værker fortæller om vores forhold til vores omverden – fysisk og psykisk. Vi er en del af naturen – som den er i os. Som surrealisterne arbejder Ærtebjerg med drømme og med det ubevidste. Hun sammensætter noget irrationelt og noget helt almindeligt, så det skaber absurde møder, der trænger igennem virkeligheden til noget overvirkeligt og samtidig peger på noget helt nyt og meget smukt.

Kilde: Lene Burkard for Galleri DGV

 

 

Galleri DGV

Christiansmindevej 78
5700 Svendborg

Man-ons efter aftale
Tors-fre 12-16.30
Lør-søn 12-15

Gratis entré

Kontakt

+45 40 60 34 35

Med farven ledes vi ind i hjertet af alle ting
14 nov 201919 jan 2020

Del

'Med farven ledes vi ind i hjertet af alle ting'

Facebook