Maya Performance Festival
16 sep 2017

Maya Performance Festival er en endags performance festival, med i alt 14 performances, planlagt af 14 kunstnere og opført af 24 performere.

Festivalen skal foregå på det eksperimenterende spille- og performancested Mayhem i København. Festivalens titel og tema er Maya – som begreb. Maya kan betyde flere ting: Oprindeligt fra sanskrit i hinduismen: skaberkraft. Fra buddhismen: den materialistiske illusion. Fra Mayakulturen: menneske, samt alt hvad denne kultur indebar på sit højdepunkt. På urdu: guld. Persisk naturreligion: forårsgudinde.

Festivalen og alle performances vil tage udgangspunkt i Maya temaet, på den ene eller den anden måde, og vil foregå både udendørs og indendørs, på Mayhems adresse.

De 14 performances skabes ud fra temaet af kunstnere, der i deres praksis arbejder ind over flere kunstneriske felter og som har det performative element til fælles i deres praksisser.

Af sociale og kollegiale hensyn forpligter kunstnerne sig til at være tilstede under hele festivalen.

Under festivalen vil man kunne købe vegansk mad samt drikkevarer til meget rimelige priser.

Daniel S Bøtcher vil være dj mellem de forskellige performances.

Foto: Maya Peitersen

Baggrund for festivalen:
Festivalen er en del af Maya Peitersens museumskoncept, dansk standardpoesi. D.30. august 2017 er det 4 år siden, Maya Peitersens mobile museum, dansk standardpoesi, første gang åbnede for offentligheden på Alt Cph 13 på Fabrikken for kunst og design.

Siden har dansk standardpoesi besøgt både Vejen Kunstmuseum, Art Copenhagen, Albertslund bibliotekstorv, Blågårds Plads, Københavns Hovedbibliotek, udstillingsstedet teksas og skulpturparken Skovsnogen.

Dansk standardpoesi har de sidste fire år antaget forskellige skikkelser – fra to små kubiske træhuse med skråtag og ovenlys, over en installation af skærmvægge, til en udendørs totalinstallation, bestående af svejsede stålelementer og landartelementer.

Fælles for udgaverne af dansk standardpoesi er, at Maya Peitersen selv har bygget og udformet dem alle, samt, at det er en platform, hvorfra Maya Peitersen kuraterer kunstnere fra mange scener, i et møde mellem flere kunstarter. Alle udgaverne forholder sig desuden til et offentligt rum og lader kunsten formidle sig selv, mellem udøvere og brugere.

Mayhem er et sted for eksperimenterende lyd, musik og performance , beliggende på Raghildgade 1. Det blev etableret tilbage i 2010 af  Maria Bertel, Johannes Lund, Sune T.B. Nielsen, Tobias R. Kirstein.

Liste over kunstnere, medvirkende og titler på performances

Maya Peitersen: 8 tableauer. (Medvirkende: Maya Peitersen, Bitten Møller Jensen, Janek Lesniak, Kristoffer Raasted, Stine Frandsen, Marie Eline Hansen, Aleksander Holm, Jonas Okholm Jensen)

Ragnhild May: Ritual

Firoozeh Bazrafkan: Forført

Aleksander Holm og Stine Frandsen: Prelude

Kristoffer Raasted: På kanten af en spot

Barbara og Marie – Louise: Under vand

Tobias Kirstein: Teaching old hammers new tricks

Rikke Benborg og Marie Eline Hansen: Ingen titel. (Medvirkende: Rikke Benborg, Marie Eline Hansen + gæster)

Ulla Hvejsel: At tænke med røven

Bitten Møller Jensen: Tzolkin (Medvirkende: Bitten Møller Jensen, Jonas Okholm Jensen, Tanja Jensen, Michael Brønniche, Thea Thorborg, Maya Peitersen, Marie Eline Hansen)

Johannes Lund: Malerier

Aleksander Holm og Stine Frandsen: Goso (The Air Pusher)

Marie Eline Hansen: Universal Kalender

Janne Sandholm: T4L

Kilde: Mayhem

Mayhem

Ragnhildgade 1
2100 København Ø

Del

'Maya Performance Festival'

Facebook