MARTIN NORE: AF KRIGENE, KAMPENE – OG KÆRLIGHEDEN – KOM KUNSTEN. En krigers kunstfortælling
12 aug 20172 sep 2017

Ekssoldaten der blev kendt i Danmark, da han debuterede som billedkunstner på en stor gruppeudstilling om Danmark som krigsførende nation på Holstebro Museum i 2013. Her stod han centralt i hovedudstillingen som den eneste af kunstnerne, med en reel krigserfaring i rygsækken, og hans værk dengang tematiserede og demonstrerede den kaotiske sindstilstand hos en hjemvendt veteran med PTSD.
Hans store installation inviterede beskueren ind i hovedet på veteranen for der at få kendskab til, hvordan krigsoplevelsen efter hjemsendelsen fortsat manifesterede sig i den hjemvendte soldats krop og bevidsthed. Værket var et meget stærkt og personligt vidnesbyrd om, hvor gigantisk et selvudviklingsarbejde det er for den enkelte, bid for bid, at tilbageerobre en tryg identitet som civilist.

Martin Nore. Foto: Thomas Larsen

Som en forlængelse af hovedudstillingen viste Martin Nore også sit Kunstprojekt for Skadede Veteraner, hvorunder Nore hjælper sine fysisk og psykisk skadede krigerbrødre med at kanalisere dyb smerte, vrede, angst og afmagt ud af krop og sind ved hjælp af en form for nytænkt action painting, hvorunder farven affyres med krudt fra et hjemmelavet kanonrør, hvormed der skydes op på store lærreder. Et projekt som siden har ført Martin Nore både til Cairo, Istanbul, München og Washington og som også har tiltrukket videnskabelig opmærksomhed, bl.a. spiller han en rolle i Gorm Harstes* store systemkritiske værk Kritik af Krigens Fornuft. De to har siden samarbejdet og Gorm Harste inviterede i 2014 til en international konference i Dubrovnik, hvor Martin Nore viste sit filmiske kunstværk Kontrolleret Kaos – fra Krig til Kunst.

I 2015 holdt Martin Nore oplæg sammen med Lars Clausen** ved en forskerkonference, som Harste var medorganisator af: Conflicting Systems: Observed with social systems theory, i Dubrovnik i Kroatien.
Det er ikke en overdrivelse at sige, at Martin Nores kunstnerkarrierer blev skudt i gang med et ordentligt brag ved udstillingen i Holstebro, hvor han var i selskab med nogle af Danmarks fremmeste kunstnere.

’Lykken står den kække bi’ var mottoet i hans regiment og Martin Nore er kæk og griber de muligheder han får.

Siden 2013 er det gået slag i slag. Især fordi han har fået etableret en international NGO: Artists for Peace and Freedom – AFPAF. En organisation, med en international bestyrelse og Martin Nore som frontfigur og opfinder af action painting med terapeutiske og borgerinddragende egenskaber.

AFPAF henvender sig med tilbud om workshops til organisationer, der arbejder med freds- og dialogskabende initiativer nationalt og internationalt. AFPAF har i den grad sendt Martin Nore ud i verden som en kriger på fredsmission.Om grunden til det siger han: ”Jeg har mødt så mange våben, der kan forvolde så stor skade og smerte, men jeg har aldrig set et våben så intelligent som kunsten.” Selv føler Martin Nore, at han ’skylder kunsten alt’, og han er overbevist om, at uden kunsten havde han ikke været her i dag.

Han fortæller: ”Kunsten har givet mig værktøjer til at udvikle og lære mig selv at kende. På den baggrund er jeg blevet i stand til at tage ansvaret tilbage i mit liv og hjælpe andre med at gøre det samme. Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden, men jeg er overbevist om, at kunsten har et kolossalt potentiale, og at Verden ville være et meget bedre sted, hvis vi brugte pengene på kunstnerisk udfoldelse i stedet for på våben og krig.”

I udstillingen i KYHLs BUNKER griber Martin Nore den mulighed at bruge bunkeren som et billede på, hvordan kunsten er blevet hans fæstning – hans beskyttelsesrum. AF KRIGENE, KAMPENE – OG KÆRLIGHEDEN – KOM KUNSTEN, en krigers kunstfortælling manifesteres som en totalinstallation, der udfolder en tilstand inde i selve bunkeren og beskriver Martin Nores bevægelser som kunstner og fredsaktivist. Udstillingen kan ses som et vidnesbyrd om en kunstner, der lige siden sin debut har været på en tour de force af en rejse ind i kunstens verden og ikke mindst ind i den verden, som udfolder sig i det skrøbelige grænseland mellem konflikt og fred og mellem sindsro og vanvid.

Kampene har været mange i Martin Nores liv – og de er der fortsat, men for ham er vejen frem kunsten, næstekærligheden og at vælge
lyset frem for mørket.

*Gorm Harste er forsker ved Aarhus Universitet
**Lars Clausen er konsulent og forsker ved University College Lillebælt

Kilde: KYHLs BUNKER

 

Skiftende åbningstider

MARTIN NORE: AF KRIGENE, KAMPENE – OG KÆRLIGHEDEN – KOM KUNSTEN. En krigers kunstfortælling
12 aug 20172 sep 2017

Del

'MARTIN NORE: AF KRIGENE, KAMPENE - OG KÆRLIGHEDEN - KOM KUNSTEN. En krigers kunstfortælling'

Facebook