Martin Erik Andersen: Half mask Half space (the art of self-defence)

29 apr 201628 maj 2016

Værkernes motiver har altid for en stor del bestået af cirkulation og re-cirkulation af egne værker, skitser, modeller og procesfotos. Men det cirkulerende stof opleves interessant nok ikke som særlig lukket. For billederne er altid radikalt transformeret gennem en række forskellige medier (fra collage til broderinger) og repræsentationsteknikker (f.eks. tegning, foto og digital forarbejdning), som forvandler det motiviske, får det til at fremtræde som andethed, altid halvvejs udenfor kategorier og sprog. Altid spændt op imod en modstand i medierne de reproduceres på – perlemorsfolier, strik, tæpper og usselt papir er ikke bare baggrund men en selvstændig kunstnerisk diskurs der etablerer og destabiliserer mikro-territorier. Og det som værkerne fastholder er blandt andet denne sprængning af referencerammen, hvor blikkets kategorier falder fra hinanden eller får mulighed for at organisere sig på en anden måde.

Hvis man ikke kender værket så godt sker transformationen af det motiviske måske allerede i valget af et privatfoto, i modsætning til et offentligt billede. Det sker under alle omstændigheder i det øjeblik hvor motivet fx fordobles, vendes på hovedet, printes på en anden papirtype, overskrives med tekst (som i sig selv ofte er spejlvendt eller på hovedet), overmales med bladsølv osv. Udvidelsen af motivets rum hænger desuden fundamentalt sammen med værkernes titler, som har referencer til et altomfattende og eklektisk kulturelt rum af religion, mytologi, litteratur, film, musik osv. Møderne mellem værk og sprog er især sat på spidsen i de arbejder, hvor tekst direkte indgår ved siden af andre værkelementer. Det personlige er ikke længere personligt, stoffet er selvstændiggjort, og samtidig camoufleret, beskyttet mod eksponering. På en gang maskeret og lagt frem i konfronterende flader, som et reflekterende og blafrende tomt spejl der stille fylder sig selv med andethed.

Personen og det lokale sted opløses i værkerne som faste størrelser til fordel for svimmelhed, selvspejling og blindhed. Og ideen om selv-identitet forvandles til en kontinuerlig kæde af forvandlinger, f.eks. som forklædningsfigurer for kunstneren selv: Golem – Alef – Percht. Maskens andethed kan måske ses som modstand mod tingenes forsvinding i ensartethed. Det hele et forsvar for hypersensibilitet, ikke som flugt men som vågent modsvar til vores almene kultur. Alle de formelle og materielle oversættelser, sprængninger eller maskeringer, der finder sted i værkerne, bliver en måde at fastholde det som ikke er identisk, men et håb om at noget andet kan findes og deles.

Kilde: Galleri Susanne Ottesen