Martin Bigums skitser
5 sep 20203 okt 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 36

Den danske billedkunstner Martin Bigum udstiller for første gang i mange år en større serie af skitser og tegninger. Udstillingen viser fjorten skitse-værker, som kunstneren har tegnet på under ét minut. Det har krævet en stor frasortering, hvor mange skitser er blevet kasseret for at fange dét ene kunstneriske øjeblik. Udstillingen viser også ca. tyve sort/hvide og farvelagte skitser til realiserede og ikke-realiserede malerier. Det giver et indblik i kunstnerens arbejdsproces.

Martin Bigum i sit tårnatelier (foran malerier undervejs). Pressefoto.

Martin Bigum om sine skitser:
”Når jeg om morgenen kommer ind på atelieret, og der hænger et nyt hvidt lærred, ved jeg af erfaring, at jeg decideret skal tæmme det, når jeg går til det. Alt er nemlig muligt inde i det, og alt kan gå galt på dets flade. Min vej ind i dets hvide rum er min skitse, det er min gangbro. Jeg må insistere på, at den leder et sted hen, fra intetheden til et kunstnerisk resultat.”

Om kunstneren
Martin Bigum (f. 1966) arbejder primært med malerier, men han har også arbejdet med skulptur, musik, tegninger, fotografi, lyrik og installationer, og han har skrevet utallige essays og andre tekster om kunst.

Kunstnerens store bog ”Min personlige kunsthistorie” fra 2015 er i øjeblikket ved at blive omsat til en DR2-tv-serie i fire afsnit (programsat i 2021), og mange kender Martin Bigum som fast deltager i DR’s Kunstquizzen. Han begyndte karrieren som 15-årig, da han blev tegner og forfatter for den danske udgave af MAD Magazine.

Han har udstillet i en lang række museer og gallerier i ind- og udland. Han har haft solo-udstillinger på bl.a. Arken, Trapholt, Bornholms Kunstmuseum, Faaborg Museum, Brandts, Malmö Konstmuseum og Kjarvalsstadir/ Reykjavik Art Museum. Hans værker er en del af flere museumssamlinger herhjemme, bl.a. hos Statens Museum for Kunst, ARoS, Trapholt, Ny Carlsberg Fondet, Kobberstiksamlingen (SMK) og Statens Kunstfond, og i samlinger i udlandet i bl.a. England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal, USA og Japan.

Kilde: Skitsehandlen

Skitsehandlen

Torvet 3
5600 Faaborg

Tors-fre 12-16
Lør 11-14 og efter aftale

Kontakt

+45 28582324

Martin Bigums skitser
5 sep 20203 okt 2020

Del

'Martin Bigums skitser'

Facebook