Marlon Wobst: Teint
9 mar 201815 apr 2018

Teint betyder ansigtsfarve, såvel på tysk, dansk og på originalsproget fransk og har synonymer som lød og nuance. De er alle ord, der på smukkeste vis beskriver betydningsfulde elementer i Wobsts formmæssige vokabularium. Selv om nogle malerier kompositorisk er opbygget med store tilsyneladende monokrome flader, så oplever man ved nøjere øjesyn, at der er en bemærkelsesværdig intensitet og energi i området skabt ved hans særlige interesse for overfladens tekstur og for nuancen.

I udstillingen her præsenteres vi for en mangfoldighed af ansigst- og hudnuancer, og figurernes teint bliver vigtige stemningsmarkører i såvel det enkelte værk som for udstillingen i sin helhed. Marlon Wobst udtrykker  selv, at han for tiden er optaget af den europæiske skala af rød og pink.

Da Marlon Wobst i 2015 vandt den internationale Solopris på Forårsudstillingen på Charlottenborg lød juryens begrundelse derfor heller ikke overraskende således: “Marlon Wobst placerer omhyggeligt farve og penselstrøg for at kreere et visuelt ordforråd, der på én gang er abstrakt og figurativt. Hans fornemmelser for farve og teknik har overbevist os om, at vi gerne vil se mere arbejde fra hans hånd”.

Temaet i Teint er mennesket i relation til dets aktuelle samtid samt til det grænseløse rum, som vi benævner Evigheden. Skildret ved nøgne mennesker, der befinder sig i urstoffet vand.

Marlon Wobst: Pool, 2017. Olie på lærred, (Diptych), 160 x 260 cm

Havet, jacuzzien, det offentlige svømmebad, søen, floden, nærmest enhver mulig svømbar størrelse er i malerierne og skulpturerne befolket af kvinder og mænd. Der er løsslupne hud-mod-hud forsamlinger af heterogene grupperinger; muligvis er de involveret i et orgie, eller vi er vidne til et arkaisk ritual. Måske står klumpen af mennesker der ganske enkelt bare, fordi det obligatoriske gruppefoto er taget umiddelbart forinden. Beklædning og genstande er stort set udeladt. Man opdager højst en dristig mønstret badedragt eller antydninger af et par badebukser, relikvier fra en næppe synlig civilisation. Mennesket i vandet, i evigheden, men med smartphone.

Marlon Wobst (f. 1980) bor og arbejder i Berlin. Han har haft en lang række soloudstillinger både i Tyskland og internationalt og er repræsenteret i The Branford Collection, Sammlung Hillebrand, Mika Miinetti Collection, Erin Goldberg Collection og herudover adskillige andre private samlinger i Skandinavien, Tyskland, Frankrig og USA.

Kilde: Galleri KANT

Galleri KANT

St. Kongensgade 3, Baghuset
1264 København K

Tirs-fre 12-18
Lør 12-16 eller efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 2946 6331

Marlon Wobst: Teint
9 mar 201815 apr 2018

Del

'Marlon Wobst: Teint'

Facebook