Marianne Nielsen & Lotte Agger: Repetition
28 okt 202226 nov 2022

Marianne Nielsens keramiske værk: Skærmblomst, foto: Mads Hagedorn – Nielsen.
Lotte Aggers foto-objekt: Uden titel, foto: Lotte Agger.

Når man beskæftiger sig med natur som motiv, bevæger man sig ind i et område med mange betrådte stier.

At kalde udstillingen Repetition, er at nikke til den erkendelse. At titlen også er nøgtern og underspillet, er ud fra et ønske om at værkerne skal ses, uden at man lader sig forføre eller styre af de fordomme der er knyttet til plante- og blomstermotivet. Netop det konkret tilstedeværende, er et omdrejningspunkt, både i Lotte Aggers, og Marianne Nielsens arbejde. Repetition som titel leder opmærksomheden hen på fremstillingen af værkerne. Sådan mindes vi om, at værkerne ikke er natur, men kulturgenstande, der er kommet ud af kunstnerens hænder. Repetition er et vilkår, når man vil fremstille natur. Fordi naturen er så uendelig i antal. Det er et forsøg på at få lidt af denne ”generøsitet” ind i værkerne.

Marianne Nielsen har gennem mange år arbejdet med plantemotiver i sin keramik. De fleste af planteforlæggene finder hun i området omkring sit atelier i Københavns Nordvestkvarter. Indenfor de sidste år er der kommet en større grad af stoflighed i leret og glasuren, og værkerne har derved taget en retning lidt væk fra den naturalistiske fremstilling, der ellers er karakteristisk for Marianne Nielsens arbejde. Et mere keramisk udtryk, sammen med et mindre naturtro farvevalg, forøger kontrasten mellem motiv og materiale. Dette giver frihed til at vælge et mere enkelt og ubearbejdet naturmotiv, fordi det er tydeligt at der er tale om keramiske objekter. Der er en dobbeltrolle til stede, som et spændingsfelt i plantefremstillingerne; er det plante eller keramik?

Repetitionerne i Lotte Aggers værker starter som kamerabaserede registreringer af vækster og mønstre. Værkerne er modelleret op af digitalt manipulerede printede fragmenter. Det printede papir er et fysisk materiale. Værket bliver til i samklangen mellem motiv og materiale, i en proces hvor motivet dekonstrueres og genskabes. Det repeteres i mønstre med en taktil dimension. I processen opstår der nye mønstre. Hun registrerer naturen og mødet mellem det naturlige og det som er kulturelt formet. Agger leder efter et punkt hvor natur og kultur mødes – eller skilles.

Det er tredje gang Lotte Agger og Marianne Nielsen udstiller sammen. Graden af forskelle og ligheder mellem de to kunstneres værker skaber en flot balance. Værkerne både klæder og forstærker hinanden.

 

Kilde: Galerie Pi

Galerie Pi

Borgergade 15 D
1300 København K

Ons-fre 12-18
Lør 11-14

Gratis entré

Kontakt

+45 23205302

Marianne Nielsen & Lotte Agger: Repetition
28 okt 202226 nov 2022

Del

'Marianne Nielsen & Lotte Agger: Repetition'

Facebook