Mapping

18 feb 202219 mar 2022

Anbefalet under Det skal du se! uge 7

Gudrun Hasle, Kirsten Justesen, Pia Arke og Jessie Kleemann

En nøgen kvindeskikkelse bevæger sig kravlende på sine knæ, afsøgende, henover gulvet. Under hende et kort og sorte-hvide fotografier af det sydgrønlandske landskab, hvor hun er vokset op. Først sensuelt og bevidst om kameraets øje, der følger hende, derefter friere og i affekt; hun river fotografierne i stykker og kaster stumperne fra sig.

Pia Arkes videoværk Arctic Hysteria tager udgangspunkt i et fotografi, som den amerikanske opdagelsesrejsende Robert Edwin Peary tog på én af sine ekspeditioner til Grønland. Fotoet viser to hvide, fuldt påklædte mænd, der fastholder en nøgen, grønlandsk kvinde, som bøjer hovedet tilbage i angst og skriger. Peary-ekspeditionen beskrev tilstanden som arktisk hysteri – en sygdom, der ramte inuitiske kvinder om vinteren og medførte kramper, tab af selvkontrol og ufølsomhed overfor kulden – men for Arke lignede det et overgreb.

På udstillingen Mapping ledsages videoen blandt andet af værket Perlustration alias The Mariner’s Library, Copenhagen, der viser et udsnit af en bogreol. Bøgerne er de klassiske grønlandsfareres beretninger; den hvide mands beskrivelser af det folk og de kroppe, de mødte i Arktis. Men i Mapping er det, foruden Arke, tre kvindelige kunstnere med relation til Grønland, der beskriver og kortlægger deres eget territorie, et sted imellem krop og is.

Kirsten Justesen bruger sin krop som en klassisk skulptur i en serie fotografier med den dobbelttydige titel Isbrud. Det er den fysiske fornemmelse af kulden imod huden; af is, der brydes imod den nøgne figur; af modstand, kamp og vilje til at overleve i et fjendtligt klima. Men det er også tilstedeværelsen med naturen og nærheden, der opstår når man vitterligt er ‘isens brud’. For modsat marmorskulpturen og ganske som isen, så nedbrydes kroppen langsomt, ældes og ændrer form, som tiden går.

I en anden fotografisk serie ser vi Justensens afklædte skikkelse bagfra med isen som bagtæppe. På sin hud skriver hun, gradvis og med kluntede bokstaver; Rygskriver. Det er kvinden, der selv – helt fysisk – be-skriver sin egen krop, som så mange har beskrevet kvindekroppen førhen.

Gudruns Hasles fem værker er hvide som is og på afstand næsten monokrome. Tættere på træder fem skikkelser frem, tæt beskrevet med Hasles egen livshistorie, der er broderet med hvid tråd på det bløde, hvide stof, der engang var hendes sengetøj. Silhuetterne tilhører Hasles familie og betoner, hvordan vores personlige historier væves sammen af det, vi oplever, og de liv, vi lever. Hendes fortælling er indskrevet på børnenes krop, ligesom det at bære et barn sætter sig spor på moderens.

Broderiet fortæller blandt andet om de tre år, Hasle boede med sin familie i Grønland, men det beskriver ikke den anden. Modsat de grønlandsfarere, der skrev beretningerne om det grønlandske folk i Pia Arkes værk, beskriver Hasle kun sine egne erfaringer, og bekender sig kun til os, så vi kan spejle os i dem. Erfaringer om moderskab og kærlighed, men også om at leve i den krop, andre hele tiden beskriver, sætter rammer for eller tager ejerskab over.

I sine performances anvender Jessie Kleemann sin krop som et redskab til at gå i dialog med genstandene omkring hende. Det er objekter, der bærer en tvetydig historie om den grønlandske identitet; koloniale, kulturelle eller rituelle genstand, der beskriver en flydende, evigt omskiftelig relation imellem det, der er nu, og det, der var engang. Hun sprætter dem op, knuser dem eller smører dem ud på sin krop, som for at trænge ind i obejkterne og igennem dem tilbage i historien; hendes egen og sit lands. Som Pia Arke, der flår fotografier af sit barndoms landskaber fra hinanden; som Justesen, der lader isen og kroppen mødes i et fælles forfald; eller som Hasle, der væver sin egen historie ind i andre kroppe og historier.

– Louise Steiwer

Kilde: Galleri Tom Christoffersen