Mapping Denmark II: LUFTKRAFT
8 okt 201615 jan 2017

Gennem 25 år har Kigkurren 6, stuen, i København været hjemsted for skiftende grupperinger af nogle af de mest markante danske glasudøvere. De senere år har adressen på Islands Brygge huset det kunstneriske værkstedsfællesskab Luftkraft, som netop nu består af fem markante yngre glaskunstnere – Stine Bidstrup, Pernille Braun, Mette Colberg, Stine Diness og Sally Xenia Christensen. Med udstillingen Luftkraft præsenterer Glasmuseet Ebeltoft de fem kunstnere i en samlet visning, der samtidig sætter fokus på værkstedsfællesskabet. Udstillingen er den anden i museets serie Mapping Denmark.

Værksted med traditioner
De første, der flyttede ind i værkstedet på Islands Brygge var Helle Helsinghoff, Sia Mai, Christa Marple, Jeanne Roager og Johanne Visby, som i 1995 startede glasværkstedet Fragile på adressen. Senere var den hjemsted for Celsius – et fællesskab mellem Sia Mai, Charlotte Hargreave og Karin Mørch. Og adskillige glasudøvere har siden haft deres gang i værkstedet, som i begyndelsen var indrettet med ovne til varmt glas, men i dag udelukkende råder over er faciliteter til kold bearbejdning – slibning og sandblæsning – samt fusing- og støbeovne samt lokaler til individuel atelierplads.

Adressen har mirakuløst undsluppet den gennemgribende renovering og medfølgende indretning til kontorfællesskaber og lejligheder, der kendetegner de omkringliggende bygninger. Derfor må man stadig ”rode” med materialer og arbejde med processer, der sviner og larmer i de rå værkstedsrum.

Fem stærke stemmer i dansk glas
De nuværende medlemmer af Luftkraft Glasstudie tilhører alle den yngre generation af glasudøvere, som bevæger sig frit mellem kunsthåndværk, design og kunstnerisk praksis. Alle fem har gjort sig bemærket i dansk glassammenhæng og flere har allerede opnået international anerkendelse på udstillinger udenfor landet. De arbejder individuelt med egne værker, designs og udstillingsprojekter, men er fælles om værkstedets faciliteter og udnytter herved både de økonomiske såvel som de kreative fordele, fællesskabet indbyder til.

Stine Bidstrup (f. 1982) har tidligere været præsenterer på Glasmuseet i sidste års Dansk Glas-udstilling (DG15) og med Study-udstillingen Studies in Search of Order and Chaos 2011-12. Her forfulgte hun sin interesse for optiske fænomener i en serie forskelligartede værker, der omfattede såvel glas som video. Hendes arbejde har ofte en stærk konceptuel kerne, hvad enten værkerne er af glas og har objektkarakter eller tager anden form.  Stine Bidstrup er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Skolen for Design Bornholm, 2001-2004, Danmarks Designskole og Rhode Island School of Design, USA (2004-2006). Hun er repræsenteret i Glasmuseets samling og på Hempel Glasmuseum.

Mette Colberg (f. 1981) er ligeledes optaget af glassets optiske kvaliteter og transparens. Bl.a. har hun gennem en årrække på forskellige måder kredset om linsen som et filter, hvorigennem verden betragtes og forstås. Hun fremstiller også selv linser eller ”filtre af glas”, som hun fotograferer igennem og de færdige værker kan både have karakter af fotografi samt værker af mere skulpturel karakter. Mette Colberg var repræsenteret i museets visning af dansk glas i 2015 i den ”nye” del. Mette Colberg er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Skolen for Design Bornholm, 2005-2008, og Konstfack University College of Arts, Crafts & Design, Stockholm, Sverige (2011-2013).

Pernille Braun (f. 1978) arbejder i krydsfeltet mellem objekt og koncept. Hun har en stærk sans for materialet, dets overflader og dets masse – fx objektets og materialets grundlæggende forhold til tyngdekraften, der er et bærende element i hendes vægbaserede værker. Pernille Braun er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Skolen for Design Bornholm i 2004 og Royal College of Art, London-UK (2006-08). Hun er bl.a. repræsenteret i samlinger på Victoria & Albert Museum, London, UK, Bornholms Kunstmuseum og Designmuseum Danmark.

Stine Diness: Gentagelsens slitage
Stine Diness: Gentagelsens slitage

Stine Diness (f. 1976) bevæger sig frit mellem funktionelt design og kunstneriske objekter og projekter. Hun betragter sig selv som ”visuel kunstner” og benytter glas som et kunstnerisk medie til at undersøge materialets unikke kvaliteter; først og fremmest glassets evne til at fange og fastfryse bevægelse. I Glasmuseets udstilling DG15 var hun repræsenteret med en gruppe blæste loftslamper med titlen Cloud. Skyen var også hovedtemaet i ét af hendes tidligere værker, installationen Falling Water, skabt sammen med Martin Thaulow. Stine Diness er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Skolen for Design Bornholm, 2005-2008.

Sally Xenia Christensen (f. 1975) arbejder med design og produktudvikling samt unikaværker. I sit arbejde med glasset udfordrer hun materialet og den traditionelle opfattelse af glas. I 2014 modtog hun kunsthåndværkerprisen Håndfuglen for årets bedste nye produkt for en række mælkehvide drikkeglas fra serien Hybrid, som kombinerer digital teknologi med traditionelle fremstillingsteknikker. Sally Xenia Christensen er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Skolen for Design Bornholm og Danmarks Designskole København, 2008-2012, og har også en Bachelor i 3D glasdesign fra UCA University for the Creative Arts, Farnham, UK.

Mapping Denmark
Præsentationen af Luftkraft er den anden udstilling i museets serie Mapping Denmark, som vil bestræbe sig på at kortlægge udviklingen indenfor dansk glas i bredeste forstand. Den første i serien præsenterede Britta Madsen & Søren Gøttrup i udstillingen Fake.

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft

Strandvejen 8
8400 Ebeltoft

Man-søn 10-16

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 86341799

Mapping Denmark II: LUFTKRAFT
8 okt 201615 jan 2017

Del

'Mapping Denmark II: LUFTKRAFT'

Facebook