MAD MAD MAD – i barok og samtidskunst
19 aug 202212 feb 2023

Tv. Abraham Mignon: Østers, frugter og et vinglas på et stenbord, 1671-1679. Tilhører Statens Museum for Kunst. Th. Anna Stahn: Googie oyster, 2021. Pressefoto.

En spyttende østersdame i en fontæne, et syv meter langt grillspyd med mere eller mindre spiselige ingredienser, et foruroligende opvaskescenarie, rådne citroner og maleri af dekadente madopstillinger, der minder os om vores egen forgængelighed. MAD MAD MAD stiller skarpt på mad og måltidskultur før og nu.

MAD MAD MAD præsenterer barokmaleri og helt ny dansk samtidskunst. Udstillingen kredser om mad – og mad i overflod, om guilty pleasures, madens sanselige fryd, dekadente, luksuriøse måltider, der får mundvandet til at løbe, men også om deres vrangsider. Her indstiller vi med andre ord blikket på en privilegeret verdens madkultur set gennem kunsten med barokken som historisk spejl.

Kunsten har på tværs af historien sat måltider i scene og kastet lys over madens betydning som andet og mere end det brændstof, der holder vores biologiske kroppe i gang. I MAD MAD MAD møder vi maden som fx symbol, identitetsmarkør, handelsvare og udtryk for placering på samfundets rangstige. Vi oplever kunstværker, der lægger op til at se på mad og måltidskultur med et fornyet blik.

Udstillingen tager sit afsæt i et udvalg af malerier fra 1600-tallet. Fem af barokkens malere; italienske Felice Boselli (1650-1732), nederlandske Pieter Claesz (1597-1661), Gillis van Hulsdonck (1625-1669) og Frans Snijders (1579-1657) samt tyske Abraham Mignon (1640-1679) specialiserer sig i at male madmotiver og er med til at gøre madmotivet til en selvstændig genre i malerkunsten. Med imponerende teknisk kunnen maler de overdådige opstillinger af skaldyr, frugt, brød, vin og kød. Dramatiske iscenesættelser af alt, hvad det sultne hjerte kan begære. Malerierne er ladet med symbolske betydninger; på den ene side er de skildringer af livets overflod og sanselige glæder, samtidig er de påmindelser om livets flygtighed. På den måde skabte de i sin egen tid stof til eftertanke helt i stil med, hvordan maden og den tilhørende forbrugskultur rejser moralske, etiske og livsstilsmæssige spørgsmål i dag.

De fire danske billedkunstnere Emily Gernild (f. 1985), Silas Inoue (f. 1981), Rolf Nowotny (f. 1978) og Anna Stahn (f. 1994) skaber alle helt nye værker til udstillingen med inspiration fra barokken. Med skulptur, poesi, tegning, tapet, maleri og installation giver de fire samtidskunstnere deres særlige perspektiv på barokkens madmotiver og madkultur i dag. Fra spørgsmål om overforbrug, klima, identitet, begær, sundhedsidealer og klasseskel til kulturmøder på tværs af det globale landkort.

Kilde: Gl. Holtegaard

Gl. Holtegaard

Attemosevej 170
2840 Holte

Tirs-fre 12-17
Tors 12-20
Lør-søn 10-17

Entré til udstillinger
Alm. entré: 75 kr
Senior (+65): 65 kr
Ung (-30): 65 kr
Børn under 18: Gratis entré

Kontakt

46 11 58 88

MAD MAD MAD – i barok og samtidskunst
19 aug 202212 feb 2023

Del

'MAD MAD MAD - i barok og samtidskunst'

Facebook