Må gerne berøres – Lars Abrahamsen og Eske K. Mathiesen

7 feb 20208 mar 2020

I Lars Abrahamsens skulpturer synes tiden ophævet. Værkerne er nye og gamle på samme tid og indoptager erfaringer fra både moderniteten og traditionen. Materialerne er klassiske: sten, bronze, gips og som oftest træ, nogle gange er de bemalede. Skulpturernes reference til oldtidens kultiske brug af en slags totem-lignende genstande er måske ikke det første man tænker på, men med hans skulptureres væren og insisterende tilstedeværelse er der en forbindelse til vores forhistorie. Man kan tænke på ”Stonehenge”, og på bautasten rejst som mindesmærker med deres imponerende skala og flotte beliggenhed i landskabet. Eller man kan tænke på små bearbejdede næsten magiske sten- og træting fra oldtiden, antikken og frem. Når Lars Abrahamsen samtidig tillader sig at arbejde abstrakt, bliver værkerne tidløse og mærkeligt nærværende, uden at miste forbindelse til vores fælles nutidige virkelighed. Men med titler som ofte er svære at dechifrere, indskriver de sig også i en gådefuld forestillingsverden.

Digte af Eske K. Mathiesen ledsager skulpturerne. Han har gennem årene haft et frodigt samarbejde med billedkunstnere i forbindelse med en række af sine bogudgivelser, men denne gang kommer de prægnante digte op at hænge i dialog med skulpturerne. Fælles for de to, er en optagethed af naturens fænomener, som også her i glimt kommer til udtryk.

Udstillingen hedder Må gerne berøres, hvilket umiddelbart kan opfattes som en kommentar til museernes ”må ikke berøres”. Titlen kan dog også ses som et indlæg i en lang sej strid, indenfor filosofien og tænkningen generelt, der handler om, at der i Vesteuropa gennem århundreder – hvis ikke årtusinder – kan siges at have været en privilgering af synet over de andre sanser, som følesansen, hørelsen, smags- og lugtesansen. En strid som i sin grund drejer sig om visualitet (billedet) kontra tekstualitet (ordet) og er af religiøs art. Lars Abrahamsen og Eske K. Mathiesen peger på, at billedhuggeren såvel som beskueren også godt må føle sig frem, som den blinde gør det… og som mennesket gør det i det erotiske møde. De peger på, at vi har en viden dér, som er vigtig. En viden om former, lyst og stoflighed, som også er del af kunstoplevelsen. Og som Eske K. Mathiesen skriver: Det er jo ikke skulpturen som sådan, / det kommer an på, det er dens evne/ til at skabe et magisk sted, / hvor stilheden er fuld af musik.

Kilde: Kunstforeningen Det Ny Kastet