Lyt til Livets Sang: Agnete Brittasius
8 maj 202119 jun 2021

Agnete Brittasius: Reklamesøjle, 1982. Foto: Frederikshavn Kunstmuseum.

Billedkunstner og keramiker Agnete Brittasius (f. 1934) debuterede på Den Frie i 1967 og har siden da arbejdet konsekvent og fokuseret på at at aflure leret dets hemmeligheder – blandt andet ved legende og nysgerrigt at undersøge utraditionelle sammensætninger af forskellige materialer; ler, træ, plastic, glas, krystal, bronze, guld og tekstil samt udvikle egne – og umiddelbart naturstridige – brændingsteknikker.

Hendes motivverden er fabulerende, formerne svulstige, pågående og nærmest levende i deres organiske invasion af rummet. Nogle ser svampe, der med stor kraft og farve-iver vokser op fra undergrunden, andre ser fallossymboler og magiske væsner fra underbevidstheden og andre igen hæfter sig ved forankringen i den vestlige kulturkreds´ religiøse motiver og de fortællinger, der er indlejret i kunstnerens keramiske værker. Alle har ret og alle tager fejl: Brittasius er nemlig helt sin egen og har formået at fastholde og videreudvikle sin kunstneriske vision og intuition igennem næsten seks årtier på helt egne præmisser.

På udstillingen vises et retrospektivt udvalg af Brittasius´ keramiske arbejder, billeder og skitser fra årene 1963-2021. Som et ekstra drys af magi viser museet også – for første gang i lang tid – malerier af Elisabeth Schou (1893-1939); den talentfulde frederikshavnske maler, der døde i en tidlig alder, men alligevel nåede at oparbejde et imponerende oeuvre. Der er tale om to kvindelige kunstnere, der taler med hinanden gennem tiden og med inspireret talent og stålsat vedholdenhed begge har forenet det kunstneriske liv med det levede liv – to kvinder, der på hver deres måde har gjort digteren Ambrosius Stubs´ ord ”Verden føjer den, der gør, hvad verden vil” til skamme.

Kilde: Frederikshavn Kunstmuseum

Frederikshavn Kunstmuseum

Parallelvej 14
9900 Frederikshavn

Tirs-lør 10-16

Entré til udstillinger
Under 16 år og studerende: Gratis entré

Kontakt

+45 98459080

Lyt til Livets Sang: Agnete Brittasius
8 maj 202119 jun 2021

Del

'Lyt til Livets Sang: Agnete Brittasius'

Facebook