Louise Sparre: Whispering Cosmos
4 maj 202327 maj 2023

Louise Sparre. Pressefoto, KH7 Artspace
Pressemeddelelse:

Omdrejningspunktet for Whispering Cosmos af Louise Sparre er biokemisk og peger på altings forbindelse – fra det mindste planteskud til den største galakse. Med sin soloudstilling ønsker Sparre at henlede vores opmærksomhed på, at menneskenes, dyrenes, planternes og insekternes byggesten består af de samme grundstoffer, som findes i stjernerne, planeterne, og galakserne.

Til Whispering Cosmos har Sparre bearbejdet og sammensat materialer som aluminium, metal, silke, hår, silikone, beton og genbrugstræ og skabt en serie forskelligartede og modsætningsfulde værker, der på den

ene side understreger KH7’s bastante arkitektur, fordi det kunstneriske greb er minimalistisk og stramt, og på den anden side står i kontrast til det rå og industrielle lokale, fordi værkerne er sarte, taktile og sanselige, men ikke er bange for at tage plads og fylde rummet, ja, nærmest udkonkurrere det med en stærk feminin energi. Sammenfletningen af de forskellige materialer og dynamikken mellem det organiske og syntetiske, det ru og det bløde, det glatte og matte, det mørke og det lyse bruger Sparre til formmæssigt at vise det levendes kompleksitet og samtidig ubegribelige enkelthed.

Bevægelsens kraft er den gennemgående tematik og det samlende greb i udstillingen, hvilket kommer til udtryk i den fremdrift, der er i udførelsen af værkerne, den form de er givet, og den måde de er arrangeret på gulvet og på væggene som i en koreografi. Sparre ser bevægelse som et livgivende flow, som en celle, der formerer sig fra 1 til 100 billioner, en stjerne, der eksploderer med en enorm kraft eller som udvidelsen i universet, der accelererer i det kendte og ukendte. Dette illustreres i værket med samme titel som udstillingen, Whispering Cosmos, der med sit udseende kan siges at balancere mellem en celle og et sort hul, en pupil, en udvidelse eller en sammentrækkende ve. På mange måder lig verdenen og universet, som vi kender dem, men ikke er færdige med at udforske, begge blev de til ved en udvidelse og ekspansion.

Overordnet for Sparres praksis kan siges, at den er installatorisk og spatio-temporal. Hendes kunstneriske arbejde udspringer fra et holistisk tankegods, der videre baserer sig på refleksioner omkring vores væren på Jorden, og den plads vi indtager i universet. Således fordyber Sparre sig i naturvidenskabelige fænomener og arbejder ud fra et planetarisk udgangspunkt. Gennem sin kunst, der primært består af installationer og skulpturer, ønsker Sparre at udforske vores forståen og arrogance overfor den kendsgerning, at alt er forbundet. Vi mennesker er blot en lille del af hele det sammensatte økosystem, som udgør planeten Jorden, vi kan ikke eksistere uden mikroberne, bakterierne, dyrene og planteriget eller solen, månen og stjernerne.

Man kan sige, at Sparres kunst har en poetisk, filosofisk og aktivistisk agenda. Hendes værker viser os, at menneskekroppen ikke er afgrænset, men bevæger sig helt ud i verdensrummet, ligesom verdensrummet finder vej ind i os, vi fødes ind i verdensrummet og bebos af stjernestøv. At vores kroppe tilhører universet, synes at gennemsyre hele udstillingen.

KH7 artspace

Sydhavnsgade 7
8000 Aarhus C

Tors 14-17
Fre 14-17
Lør 14-17

Gratis entré

Kontakt

20685854

Louise Sparre: Whispering Cosmos
4 maj 202327 maj 2023

Del

'Louise Sparre: Whispering Cosmos'

Facebook