Lise Harlev: A Common Name
26 apr 201922 maj 2019

Lise Harlev, A Common Name, 2019.
Lise Harlev, A Common Name, 2019.

Lise Harlev bidrager til RoofTop med værket A Common Name. Værket er formet, hvidt på blåt, af tre tekststykker, der opbrydes af en række forskellige ikoner. Ikonerne er genkendelige. De fungerer navigerende i det offentlige rum og kan f.eks. ses på skilte for hittegodskontorer, bagageopbevaring, hæle- og nøglebarer og hæveautomater. Således kan de velkendte tegn, Harlev her billedliggør, være en fast del af det visuelle miljø, man finder på Københavns Hovedbanegård eller andre transitsteder.

Med titlen A Common Name kredser Harlevs værk sig om betydningen af et navn og forholdet mellem en person og dets prædikat. Et navn kan forme og fortælle meget om sin ejer, hvad enten navnet er givet, taget eller fejlagtigt skænket, hvis det er skrevet forkert. Værkets ikoner; handskerne, nøglerne, kuglepennen og pengepungen, er symboler på det, der kan kaldes ’personlige ejendele’ – det, de fleste altid bærer med sig, eller som endda kan siges at repræsentere en person. Men ikonerne rummer også flere betydninger og kan dermed ikke blot forstås som lukkede billedkommunikationer. Derimod indeholder de associationer, der strækker sig i et utal af retninger såsom fysisk kontakt, adgang og sikkerhed, kommunikation og værdi. Sådanne associationer er, ligesom et navn, med til at præge et individ.

Flertydigheden, der kan læses parallelt med ikonernes officielle udsagn, komplementeres af Harlevs tekstlige budskaber. Sætningerne på skiltet er en slags maksimer, der i deres tone foregiver at være neutrale sandheder, men de er i virkeligheden diskutable og mangesidede. Nye betydninger kan opstå i samspillet mellem tekst og billede, hvor velkendte ikoner pludselig opløses af tekstlige udsagn og i stedet viser sig som nye illustrative tilgange til, hvad det vil sige at være et individ.

Lise Harlev (1973 DK) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København og Städelschule i Frankfurt am Main. Hun har været bosat i Berlin siden 2002 og udstiller hyppigt i Danmark og internationalt, senest på Galerie MøllerWitt og Tallinn Art Hall. I 2016 udgav hun kortprosasamlingen Jeg er aldrig ligeglad, som netop er udkommet i engelsk oversættelse på forlaget Broken Dimanche Press. Harlevs værker er repræsenteret i flere private og offentlige samlinger, herunder Statens Museum for Kunsts permanente samling.

Kilde: RoofTop

RoofTop

Ingerslevsgade 84A
1705 Vesterbro

Altid åben

Kontakt

kathrineboerlit@live.dk

Lise Harlev: A Common Name
26 apr 201922 maj 2019
Kurator

Del

'Lise Harlev: A Common Name'

Facebook