Lin Utzon, Malene Birger & Bertel Bjerre: Togetherness

Malene Birger, Bertel Bjerre & Lin Utzon. Pressefoto.

Udstillingen Togetherness kan ses som en fri og kunstnerisk udfoldelse på tværs af de tre inviterede kunstneres nære venskab. Lin Utzon, Malene Birger og Bertel Bjerre har alle deres individuelle erfaringer fra kunst, keramik, porcelæn, mode, interiør og design, og til denne udstilling er der skabt værker i materialerne keramik, papir og porcelæn – med en legende tilgang til netop disse materialers muligheder og begrænsninger.

Lin Utzon er født i Danmark, formelt uddannet i Sydney, Australien og Danmark.
Hun har arbejdet internationalt i mange forskellige medier som porcelæn, granit, fliser og cement, træ og lak, metal og glas, Hun har skabt kunst til offentlige og private opgaver, til udstillinger og installationer. Designarbejder for Rosendahl og Royal Copenhagen. Scenografi og kostumer til Den Kongelige Ballet, Ny Dansk Danseteater og Copenhagen Summer Ballet Festival. Utzon arbejder med olie på både lærred og papir, gouache og blæk på papir. Hun har arbejdet i Danmark, Sverige, Norge, Frankrig, Schweiz, Spanien, Australien, Indonesien, Japan, Kina, Mexico, USA og Grønland. Lin Utzon bor i dag på Mallorca.

Malene Birger er uddannet fra Danmarks Design Skole i 1989.
Hun arbejder i dag hovedsageligt med sin kunst og indretning og har skabt et navn internationalt fra sin tid i modebranchen, hvor hun grundlagde 2 af de mest succesfulde modehuse i Danmark, nemlig Day Birger ét Mikkelsen og By Malene Birger. På udstillingen hos Galerie Mikael Andersen udstiller Malene Birger sin kreativitet på udvalgte collager og store vaser, hvor det er hankene der er i fokus. Hendes udtryk er kendt for det monokrome, meget grafiske og abstrakte. Hun er ofte inspireret fra bl.a. afrikansk kultur, det tekstile og universet med dets kontraster i form af lyset og mørket. Malene Birger bor og arbejder på Mallorca i Spanien.

Bertel Bjerre er oprindeligt uddannet kunsthåndværker/designer fra Skolen for Brugskunst.
Han har gennem årene, bl.a. efter ophold i Pietrasanta i Norditalien, arbejdet med skulptur og senere maleri. Bertel Bjerre har siden 2019 arbejdet med ler, både drejet og skulpturelt og har udviklet et stærkt organisk udtryk. Bertel viser sine keramiske værker og skulpturer i et miks med hans papirværker. Han bor og arbejder i Vejby i Nordsjælland – direkte til Kattegat, hvor landskabet med dets horisontlinjer, skift i vejr, lys og årstider er en stor inspirationskilde. Han arbejder primært med ler og akryl på papir, og hans udtryk befinder sig et sted mellem design og natur.

 

Kilde: Galerie Mikael Andersen

Galerie Mikael Andersen

Bredgade 63
1260 København K

Tirs–fre 12-18
Lør 11-15

Lukket tirsdage i februar

Gratis entré

Kontakt

+45 33330512

Lin Utzon, Malene Birger & Bertel Bjerre: Togetherness

Del

'Lin Utzon, Malene Birger & Bertel Bjerre: Togetherness'

Facebook