Lisa Cahill & Holly Grace: Light Translations
15 jan 201610 apr 2016

Lisa Cahill og Holly Grace er begge repræsenteret i Glasmuseet Ebeltofts permanente samling, men det er første gang, de udstiller sammen på museet. At udstillingen netop åbner på den tid af året, hvor der er koldest i Danmark og hvor landskabet er klædt i hvidt, gråt og sort, er meget passende. For præcis den magiske oplevelse af et sneklædt, frostklart dansk landskab, fik stor betydning for Lisa Cahill, da hun som 12-årig var på julebesøg i Danmark. ”Det var som at træde ind i ét af H.C. Andersens eventyr,” fortæller hun. Siden har fornemmelsen for landskabets stemning og visuelle karakteristika fulgt hende i arbejdet med glasset.

Lisa Cahill har de senere år også udført flere større offentlige og private udsmykninger skabt af adskillige ovnformede glasplader i varierende nuancer. Efter at have koncentreret sig om ovnformet glas er hun senest begyndt at interessere sig for at blæse glas.

Holly Grace: Round Mountain Hut, 2015
Holly Grace: Round Mountain Hut, 2015

Holly Grace arbejder primært med blæst glas – enten i form af forskellige former for beholdere eller som cylindre, der åbnes og efterfølgende ovnformes. Hun tilfører overfladen forskellige bladmetaller og sandblæser og graverer herefter motivet ind i glasset. Motiverne sandblæses på baggrund af egne, personlige fotografier af virkelige landskaber, eller de opstår som imaginære landskaber, der bygges op af mønstre og teksturer fundet i naturen. Lyset, der trænger igennem objekterne spiller en stor rolle som et element, der tilhører landskabet og giver det en helt egen stemning. Personlige fortolkninger og opfattelser af landskabet blander sig med erindring og nostalgi.

Både Lisa Cahill og Holly Grace har stærk tilknytning til Danmark. Lisa Cahills mor er dansk og hun har i en årrække boet i Danmark. Det var mens hun boede i Danmark i 1990erne, at hun besluttede at blive glaskunstner, og lige siden hun i 1996 flyttede til Australien og begyndte at studere glas, har hun besøgt Danmark næsten hvert år.

Holly Grace begyndte at interessere sig for dansk design som studerende ved Monash University i Melbourne, hvor også Lisa Cahill studerede. I 2001 mødte Holly Grace Viki Noorman Kert, leder af glasafdelingen på Kunstakademietes Designskole Bornholm (dengang Glas- og Keramikskolen), under The Australian Glass Conference. Dette møde og den spirende interesse for dansk design resulterede i et legat fra The Australian Council for the Arts til et seks måneder langt studieophold ved skolen på Bornholm.

Opholdet blev skelsættende for Holly Graces arbejde med glasset. Også hun fandt stor inspiration i Danmarks særlige landskabelige og klimatiske forhold; især lyset og kontrasten mellem de lange, lyse sommeraftener og de meget korte vinterdage. Men det var også i Danmark, hun begyndte at fotografere og studere landskabet for alvor. Oplevelsen af de fine nuancer i det danske landskab var en stor kontrast til det kystnære område, Holly Grace voksede op i i Perth, Australien, og det åbnede hendes øjne for en ny måde at opfatte og fornemme landskabet og særligt lysets kvaliteter i landskabet på.

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft.

Glas – Museet for glaskunst

Strandvejen 8
8400 Ebeltoft

Marts: Ons-søn 10-16
April: Alle dage 10-16

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 86341799

Lisa Cahill & Holly Grace: Light Translations
15 jan 201610 apr 2016

Del

'Lisa Cahill & Holly Grace: Light Translations'

Facebook