Labyss
25 mar 202316 apr 2023

Anbefalet under Det skal du se! uge 12

Den Frie Udstillingsbygning lægger hus til startup-projektet Labyss, der med kunstig intelligens vil afhjælpe vores tiltagende kollektive hukommelsestab og fremtidssikre vores mest værdifulde erindringer.
Labyss er en dansk startup, udviklet af kritiske teknologer, kunstnere og forskere, der har til formål at hjælpe almindelige mennesker med at huske livets skelsættende begivenheder. Nu indtager virksomheden underetagen på Den Frie Udstillingsbygning for at beta-teste en software, der ved hjælp af kunstig intelligens skal opbevare og kortlægge de besøgendes minder, så de efterfølgende kan tilgås og genoplives digitalt.

På kort tid har den omfattende brug af digitale hjælpemidler i dagligdagen beskadiget vores korttidshukommelse. Mange har brug for hjælp til at huske simple ting som fødselsdage, adresser, telefonnumre og aftaler, men flere begynder også at miste grebet om den dybe erindring: barndomsminder, bedsteforældres livsfortællinger og andre begivenheder, der har præget livet markant.

“Vi har selv oplevet, at det er blevet sværere at huske. Små og store begivenheder. Og det er tydeligt, at vi ikke er alene. Det er faktisk ved at blive et samfundsproblem. Derfor har vi skabt Labyss,” siger Kristian Husted, medstifter af Labyss.

Forskere har et ord for det, der sker: Man taler om det digitale hukommelsestab. De konstante forstyrrelser fra telefoner, computere og tablets fylder stadig mere i mange menneskers hverdag. De tiltagende distraktioner betyder, at hjernen får sværere ved at lagre information i den dybe hukommelse. Derfor tilbyder Labyss at opbevare folks minder i skyen – også kaldt Mindecentret. Her analyserer firmaets patenterede software minderne, der omdannes til kollager af lyd, som aktiveres, når brugeren har brug for at genopleve et minde.

“Den del af hjernen, som husker, er også den del der skaber vores personlige fortælling, vores identitet. Vi har selv i Labyss-gruppen oplevet, hvordan sociale medier og store tech-virksomheder overtager mere og mere af de fortællinger. Vi har skabt Labyss for at hjælpe os selv og andre med at tage kontrollen over vores personlige fortællinger tilbage,” siger Kristian Byskov, billedkunstner og medstifter af Labyss.

Besøgende på Den Frie får mulighed for at lade Labyss indsamle og opbevare deres minder og – som de første nogensinde – afprøve den banebrydende teknologi.

Kilde: Den Frie Udstillingsbygning.

Den Frie Udstillingsbygning

Oslo Plads 1
2100 Kbh Ø

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-søn 12-18
Tors 12-21

Voksne: 70 Kr.
Studerende: 50 Kr.
Pensionister: 50 Kr.
Under 12 år: Gratis entré

Kontakt

+45 3312 2803

Labyss
25 mar 202316 apr 2023

Del

'Labyss'

Facebook