Kvinder i opbrud
5 feb 202214 aug 2022

Tschabalala Self: Candy, 2021. Longlati Foundations Samling.

ARKEN inviterer publikum til at gå på opdagelse i, hvordan kunstnere gennem de seneste 150 år har udfoldet og udfordret kønsroller, normer og identiteter i kunsten. Det sker med forårets store udstilling Kvinder i opbrud.

Gennem 117 kunstværker af danske og internationale kunstnere giver udstillingen et højaktuelt kig ind i kunsthistoriens og vores egen tids kvindeskildringer: Fra impressionistiske portrætter til performativ kropskunst. Fra frodige nøgenstudier til kritiske undersøgelser af historieskrivningen.

”Kvinder i opbrud giver et bredt historisk indblik i 150 års vestlig kunsthistorie – og viser skiftende tiders positioner og modpositioner i skildringer af kvinder. I en tid, hvor der bliver skrevet ny kunsthistorie for øjnene af os, er udstillingen unik med sit lange, historiske tilbageblik, som viser, hvordan begreber, opfattelser og kunsten har forandret sig over tid”, siger ARKENs seniorkurator og samlingschef Dorthe Juul Rugaard.

Fra kampen om uddannelse til #MeToo
Hvad vil det sige at være kvinde i dag? Hvem kan være kvindelig? Hvem definerer det kvindelige? Og er femininitet overhovedet kønsspecifikt? Vores begreber om kvinder og kvindelighed er konstant i forandring og til debat. Udstillingen Kvinder i opbrud fortæller kvindefrigørelsens historie gennem kunsten, og den udforsker vores tid, hvor nye perspektiver og opfattelser af kropsidealer, kønsidentitet og femininitet tegner debatten.

Startskuddet til kvindebevægelsen lød allerede omkring 1870: Nye tanker om kvindefrigørelse – og et nyt kunstsyn – betød, at flere kvindelige kunsterne fik mulighed for at udøve deres kunst og udstille. Ordet ’kvinde’ kom ind i det danske sprog og erstattede det gammeldags ’fruentimmer’. Udviklingen gav håb om nye tider for kvinders rettigheder og roller. Siden har utallige kunstnere gjort op med traditionelle skildringer af kvinder, og de har været med til at nuancere og udvide synet på køn og kønsidentitet. Siden 2017 har #MeToo, som den afroamerikanske aktivist Tarana Burke startede i 2006, vist, at kvinders ret til egen krop er en kamp, der ikke er kæmpet til ende endnu.

Fra Marie Krøyer til Laure Prouvost
Kvinder i opbrud præsenterer værker fra slutningen af 1800-tallet og op til den nyeste samtidskunst og tæller både maleri, skulptur, fotografi, film og installation. Oplev værker af Marina Abramović, Dara Birnbaum, Louise Bourgeois, Bolette Berg og Marie Høeg, Arvida Byström, Claude Cahun, Kate Cooper, Ditte Ejlerskov og EvaMarie Lindahl, Paul Gauguin, Guerrilla Girls, Sophie Holten, Kirsten Justesen, Birgit Jürgensen, Marie Krøyer, Johannes Larsen, Marie Laurencin, Vilhelm Lundstrøm, Ana Mendieta, Berthe Morisot, Emilie Mundt, Frida Orupabo, Lene Adler Petersen, Laure Prouvost, Pipilotti Rist, Cindy Sherman, Apolonia Sokol, Andy Warhol, Tabita Rezaire, Sif Itona Westerberg, Cajsa von Zeipel og mange flere.

Kilde: ARKEN

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tir-søn 10-17
Ons 10-21

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Kvinder i opbrud
5 feb 202214 aug 2022

Del

'Kvinder i opbrud'

Facebook