Kristine Hymøller: City Color HD
22 sep 201814 okt 2018

På facaden af en boligblok i Gellerup findes der et digitalt redigeret billede i pastelfarver, som viser ”Helhedsplan Gellerup”, Danmarks mest ambitiøse
byfornyelsesprojekt. Billedet forestiller de radikale fysiske forandringer, som skal gøre et udsat boligområde “til en attraktiv bydel”. Der er noget nostalgisk ved det bylandskab, der møder ens vej, når nedrevne boligblokke erstattes af ødemark med åbne vidder, mudder, jord, aftryk fra maskiner, murbrokker og
bakkelandskab.

Pressefoto.

City Color HD er en stedsspecifik installation som tager udgangpunkt i ”Helhedsplan Gellerup”. Installation forholder sig til måden vi behandler og tager stilling til bygningers og byrums forfald, og hvordan fornyelsen bliver koblet til menneskets behov for at forskønne og retouchere by og identitet. På udstillingen undersøger Hymøller de visuelle og socialpsykologiske værdier og menneskets indre og ydre fremtidsforestillinger om livsstil, som skabes i byfornyelsesprojekter. Hvordan vi som mennesker spejler og identificerer os med vores omgivelser, og hvordan vores omgivelser er med til at skabe et ideal for vores ydre fremtoning.

I installationen indgår skulptur, video, jord, foundation, rouge, læbestift, øjenskygge, neglelak, armeringsjern, beton og på selve åbningsdagen vil installationen blive aktiveret af performancekunstner Noelia Mora Solvez, som præsenterer en ceremoniel makeup performance.

Kristine Hymøller (f. 1972) bor og arbejder i København. Hun beskæftiger sig med forholdet mellem æstetik og kultur i et historisk og analytisk perspektiv. Hymøller er optaget af relationen mellem arkitektur og menneske; storbyens forandringer og dens påvirkninger på individets krop og sind. Hun er interesseret i byens arkitektur, struktur og dens grundformer, og hvordan disse ofte går ubemærket hen! I sin kunstneriske praksis arbejder hun med skulptur, collage, fotografi, video og performances, ofte i kombination med hinanden. Gennem undersøgelser af materialers stoflighed og performative processer skaber hun værker som stiller spørgsmål ved den hyperkomplekse samfundstruktur og hvordan den påvirker vores samtid og væren.

Noelia Mora Solvez (f. 1975) er performer og billedkunstner. Hun bor og arbejder i Århus. Solvez arbejder med sin egen krop, enten i soloperformances eller i interaktive performances, hvor hun inddrager publikum. Solvez er repræsenteret i Aros’ samling med videoinstallationen Birds.

Kilde: Udstilingsstedet Spanien 19C

Spanien 19c

Kalkværksvej 11
8000 Aarhus C

Tor-fre 16-18
Lør-søn kl. 14-17
Man, tir, ons lukket

Kontakt

+45 22308459

Kristine Hymøller: City Color HD
22 sep 201814 okt 2018

Del

'Kristine Hymøller: City Color HD'

Facebook