Kristian von Hornsleth: SUPER CRASH
13 apr 201928 jul 2019

Randers Kunstmuseum præsenterer udstillingen Kristian von Hornsleth – SUPER CRASH med kunstneren, provokatøren og mediefænomenet Kristian von Hornsleth (f. 1963).

Kristian von Hornsleths værker kategoriseres ofte som ren provokation. Han udfordrer vores normer for acceptabel adfærd og kritiserer både velfærdssamfundet og kunstinstitutionen. Det kunstneriske projekt handler i høj grad om at udvikle modkulturer til det etablerede ved at fordreje, æstetisere eller blot visualisere politiske, institutionelle og socioøkonomiske problematikker. Midt i en krænkelseskultur manipulerer han, og gør det ofte mesterligt, med vores adfærdsmønstre og holdninger.

Pressefoto
Pressefoto
Udstillingen på Randers Kunstmuseum fokuserer på Hornsleths social-politiske projekter The Village Project, Hornsleth Homeless Tracker og Hornsleth Arms Investment Corporation samt hans kommercielle brandingprodukter skabt i kunstens navn. Kristian von Hornsleth skriver: »Udstillingen SUPER CRASH skal vise menneskets undergang. Vi er allesammen ved at gå til grunde, men vi gør det på første klasse. Det bliver et virvar af værker, en slags forlystelsespark, hvor man kan rulle sig i glasskår«. Det er Hornsleths første museumsudstilling.

Kristian von Hornsleth blev verdenskendt med det kontroversielle Ugandaprojekt i 2006. Projektet gik ud på at få en hel landsby til at tage kunstnerens efternavn til gengæld for at få en gris eller ged. I 2008 gjorde Hornsleth sig bemærket ved at sælge aktier til våbenindustrien. Idéen bag projektet var, at afkastet fra aktierne skulle investeres i humanitære organisationer og projekter. Senest har Horn-sleth i 2018 fået stor international opmærksomhed med sit projekt med hjemløse i London.

Udstillingen SUPER CRASH er derfor i høj grad et eksperiment. Hvad sker der, når institutionen indoptager kritikken og udstiller den? Hornsleth har i vid udstrækning fået frie hænder med udstillingen. Den vil have delvist retrospektiv karakter og vise fotografi, installation, film, maleri, keramik og objekter fra 1999 til 2019.

I de serielt producerede malerier karikeres stiltræk fra ekspressionismen og sammenstilles med pornografiske billeder, reklamer, pressefotos af politiske topmøder eller samfundsmæssige kriser. Hornsleth dyrker identiteten og signaturen ”Horn$leth” ved at sætte den i centrum af alle sine værker – fra store farvestrålende malerier med kendisser som Bill Clinton, Pamela Anderson og Angelina Jolie til Rolex ure, Ilva møbler, våben, motorcykler samt de personer, der indgår i hans sociale projekter. Hornsleth agerer mellem reklame, kunst og etisk holdningsdannelse, og han udfordrer grænserne mellem dem for at revse tiden i dag.

Publikation
I forbindelse med udstillingen udgives en velillustreret publikation med artikler af Camilla Møhring Reestorff, Mikkel Boris, Tiziana Casapietra, Danilo Trogu, Jonas Bergstrøm, Wolf-Günter Thiel og Rasmus Willig. Der vil endvidere være filmvisninger på museet, events, kunstnerdialoger og debatarrangementer.

Kilde: Randers Kunstmuseum

Randers Kunstmuseum

Stemannsgade 2
8900 Randers C

Tir-søn 10-16, sidste ons i måneden 10-20

Entré til særudstillinger
Under 18 år: gratis entré
Fast samling: gratis entré

Kontakt

+45 86422922

Kristian von Hornsleth: SUPER CRASH
13 apr 201928 jul 2019

Del

'Kristian von Hornsleth: SUPER CRASH'

Facebook