Kigge Mai Hvid og Maria Viftrup: Rod/System
25 maj 202329 jun 2023

Maria Viftrup & Kigge Hvid: Rod System. Pressefoto, Renæssancejord.
Pressemeddelelse:

En vild udstilling om rødder og deres forunderlige systemer — i det tidligere Vridsløselille Fængsel — af Kigge Mai Hvid og Maria Viftrup.

Rødder optager næring, indgår i mangeartede netværk, skaber kommunikation mellem træer, former jordstruktur og er fundamentet under hele det produktionsapparat, som muliggør livets cirkulation.

Maria Viftrup og Kigge Mai Hvid undersøger de systemer, som udspiller sig under og over jorden. De ser underjordiske strukturer som en kolossal organisk fabrik, hvor alt liv og død produceres og gentages. I det gamle Vridsløselille Statsfængsel på udstillingsplatformen Renæssancejord fylder de nu cellerne med tegninger i jord, rødder som kryber ud af cellerne, systematiske fabrikker og skygger på papir. Også kunstnernes værksteder med lag af skitser og kasser af botanisk og organisk materiale er flyttet til Vridsløse.

I fængslets tid, hvor samfundets ‘rødder’ afsonede i ‘skyggen’, tegnede de naturmotiver på væggene, når deres længsel efter livet udenfor blev for stor.
Nu blandes Viftrup og Hvids naturfortolkninger med deres og ordet celler får pludseligt en helt anden, botanisk, betydning.
Kigge Mai Hvid bruger gentagelser, skygger og fordoblinger til at gøre røddernes usynlighed synlig og via detaljerne i deres mange lag af skjult skønhed fortæller hun en større historie om biodiversitet.
Maria Viftrups værker sætter rødder, plante- og plastikdele i scene som intrikate fabrikker, hvor det er uvist, hvad der produceres. Hun skaber værker hvor naturens og kulturens systemer blandes i nye naturkulturer med plads til både kaos og struktur.

På den lange rungende fængselsgang viser kunstnerne et nyt fælles værk, som efterfølgende skal ’udplantes’ i landskabet omkring boligforeningen AAB’s afd. 38, Brønshøj. Værket består af 125 minimale ’museer’, som hver indeholder ét fund indsamlet omkring boligblokkene i Brønshøj. Værket er en hyldest til (bio)diversiteten i området og de mennesker, dyr, planter og plastikdimser der har slået rødder for at leve der i et sammenviklet fællesskab.

Sanselig Samtalesalon

I forbindelse med udstillingen afholdes en sanselig samtalesalon hvor Hvid og Viftrup vil dele deres begejstring for rødder, mens publikum guides i at tegne Rod/Systemer i og med lokal jord fra statsfængslets område, den 22. juni kl. 17-19.

Renæssancejord

Porten Vridsløse
Fængselsvej 39
2620 Albertslund

Tors & søn kl. 12-15

Udstillingsstedet holder lukket mellem hver udstilling.

Gratis entré

Kigge Mai Hvid og Maria Viftrup: Rod/System
25 maj 202329 jun 2023

Del

'Kigge Mai Hvid og Maria Viftrup: Rod/System'

Facebook