Kay Bojesen – Humøret i dansk design
13 sep 201810 jun 2019

Trapholt åbner til september den største og mest omfattende udstilling nogensinde om et af Danmarks største designnavne – Kay Bojesen. Udstillingen Kay Bojesen – Humøret i dansk design inviterer ind i det spændende univers bag den innovative håndværker, der havde legen i fokus.

Kay Bojesens træfigurer er blevet et pejlemærke for dansk design og kultur. Vi genkender alle særligt aben med de lange, leddeløse arme og den lyse plet på maven, som forbindes med den runde og imødekommende mand med det gode humør og det barnlige sind. Den 13. september åbner Trapholt en unik udstilling, der udforsker den mangesidede kunsthåndværkers liv og virke og præsenterer alle designikonerne, sølvhåndværket og samtidigt indeholder mange legende elementer. Udstillingen er forsket og udviklet af Trapholt, og den mest gennemgribende publikation om Kay Bojesen til dato udkommer på åbningsdagen.

Abe i sølvfad. Krediteres Kenneth Stjernegaard.

Én udstilling – tre universer
Kay Bojesen havde markante holdninger til datidens samfund fra pædagogik til industrialisering. Trapholt præsenterer med udstillingen Kay Bojesen fra han var i lære hos sølvsmeden Georg Jensen til den internationale succes med trælegetøj i 1940-50erne. Udstillingen præsenterer Bojesens farverige personlighed i nye perspektiver og tager afsæt i tre temaer nemlig leg, håndværk og innovation. Tre temaer – og tre universer i udstillingen – hvor Bojesen har sat tydelige aftryk og som kan bringe inspiration og viden til nutiden.

Læring via leg
Kay Bojesens pædagogiske tanker og holdning til barndom og leg står som en stærk kerne i udstillingen. I denne ånd, inviteres Trapholts gæster til at lege med klodser, gynge på heste og klatre på et legehus, samtidig med at de får et unikt indblik i en af Danmarks største kunsthåndværkere.  For Bojesen var det ultimative legetøj den naturlige træklods, der både pirrer drenge og pigers fantasi, men også indbyder voksne til at deltage på lige vilkår i legen. En hel udstillingssal fyldes med 25.000 bøgetræsklodser, hvor det bliver muligt at stable, bygge og skabe i Bojesens univers.

Den innovative håndværker
Af natur var Bojesen nysgerrig. Udstillingen præsenterer Bojesens eksperimenterende tilgang til materialer, hans innovative tankegang for trælegetøjet og særligt hans holdning til produktion, samarbejde på tværs og eksport af det danske kunsthåndværk. Flere gange optrådte han som foregangsmand for de nye tider, og satte standarder for både forretningssans og iværksætteri. Overgangen fra sølv til træ var ikke blot en håndværksmæssig og faglig præstation, men også et stort forretningseventyr. Kay Bojesen fremhæves i dag som et eksempel på en ekstraordinær entreprenør, der med store innovative talenter formåede at opbygge en international forretning i svære tider. Gæsterne på Trapholt inviteres med ind i hans innovative og driftige universer og på den særlige rejse fra sølvsmed ved Georg Jensen til arbejdet med trælegetøj.

Kilde: Trapholt

Trapholt

Æblehaven 23
6000 Kolding

Tirs-søn 10-17
Ons 10-21

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 76300530

Kay Bojesen – Humøret i dansk design
13 sep 201810 jun 2019

Del

'Kay Bojesen - Humøret i dansk design'

Facebook