Katja Bjørn: OVUM
18 mar 202223 apr 2022

Katja Bjørn: U.T, 2022. Pressefoto.

Anbefalet under Det skal du se! uge 11

Udstillingen viser et monumentalt videoværk, værker på pigmenteret fotoprint samt tredimensionelle vægværker bestående af håndstrikkede installationer.

Udstillingens titel OVUM refererer til det latinske ord for de æg, der produceres i kvinden. På udstillingen OVUM bearbejder Katja Bjørn æggets visuelle, kulturelle og sociale betydning for individet og samfundet, men også som grundlag for livets opståen. Det runde optræder i flere aspekter af livet – eksempelvis i biologien og naturen, hvor cellen, øjet, hjernen, planeten og ægget forestiller det organisk runde. Det ovulare – ægget – er ikke kun noget, der udspringer af et organisk legeme, men agerer også som et fundament for det levende og væver sig ind i vores sprog – både på lokalt og globalt plan. Ægget og planeten Jorden kan sammenlignes på flere forskellige niveauer: Begge fænomener skaber et livgivende miljø, hvor der i æggeskallen eksisterer en klar grænse mellem det indre og ydre liv, som først brydes eller overskrides, når det indre liv er klar til at møde det ydre liv. Ægget kan også repræsentere en privat sfære, som igen kan sidestilles med vores fælles hjem – planeten Jorden.

Ægget som symbol på frugtbarhed fremgår på tværs af kunsthistorien, mytologier, religioner og kulturer – eksempelvis i Piero della Francescas berømte altertavle, Brera Madonna (1472), hvor et snorhængt æg fremstår som et symmetrisk tyngdepunkt for Jomfru Maria og de omkringstående helgener. Katja Bjørns værker på udstillingen OVUM inddrager ligeledes menneskekroppens relation til ægget, hvor kosmiske strømninger manifesterer sig i kødets rytmik.

Kilde: Charlotte Fogh Gallery

Charlotte Fogh Gallery

Åboulevarden 43C
8000 Århus C

Tirs-fre 11-17.30
Lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 29297105

Katja Bjørn: OVUM
18 mar 202223 apr 2022

Del

'Katja Bjørn: OVUM'

Facebook