Kasper Heiberg: Akvareller, kruseduller – og tuschtegninger
22 mar 201920 apr 2019

Kasper Heiberg var et navn i sin samtid, men blev herefter næsten glemt. Hans kunstneriske arbejdes vægt og betydning blev dog hentet ud af glemslen og cementeret i 2013 med udstillingen Kasper Heiberg – pioner i farverpå KØS og udgivelsen af den flotte store monografi om ham skrevet af Kira Koefoed og udgivet på Forlaget Vandkunsten. Hvis man kort skal karakterisere hans arbejde må det være med ord som undersøgende, koncentreret, legende, koloristisk og med begge ben på jorden.

Pressefoto.
Pressefoto.

Han var livet igennem stærkt optaget af farven som fænomen, af farvers anvendelse og deres klassificering kulturelt og geografisk. Kasper Heiberg stillede sig det spørgsmål han som billedkunstner – som praktisk og teoretisk arbejdende i det billedkunstneriske felt – følte var væsentligt, nemlig hvad det betyder, at noget har eller er en farve… Man kan tænke på receptionen af de antikke marmorskulpturer, som vi i dag ved var bemalede. Hvad betyder det for perceptionen og tolkningen af dem? Historien har vist os dybe afgrunde i noget vi troede var sandheden. Men især hverdagens farver – farverne i den virkelighed vi går rundt i – blev genstand for Kasper Heibergs blik. Populærkulturens paletter og forståelser blev analyseret og beskrevet. Ser man på det værk han efterlod sig, er det tydeligt, at han gjorde op med hierarkierne og forholdt sig åbent overfor hvad han som billedkunstner kunne beskæftige sig med. Den traditionelle opdeling af skulptur og maleri, og skulptur og arkitektur blev opløst og i flere af hans udsmykningsarbejder ses det hvordan udformningen udformes på stedets betingelser, og er det vi i dag ville kalde ”stedspecifikke” arbejder. Også de bemalede minimalistiske skulpturer i bl.a. aluminium er helt helt moderne. De kan opfattes som en slags farvemodeller, hvor farven fra maleriets flade føres ud i rummet, som tråde eller parallelt stillede plader, hvori farvernes indbyrdes påvirkning udforskes.

Gennem alle årene tegnede han, og udstillingen hos os KH – Kasper Heiberg tager sit udgangspunkt i tegninger og akvareller (samt enkelte eksempler på små tre-dimmensionelle ting, der dog ikke er til salg). Mange af arbejderne er fra 1960’erne. I denne periode udvikler Kasper Heiberg sit særkende med egentlige krusedulle-tegninger, samt små musikalske tuschtegninger og akvareller. Altid på undseligt papir – i forskellige farver og nuancer. Karakteristisk for papirarbejderne er, at de er forsigtige, men med en alvor i sig. De er som tøvende overvejelser, indskydelser og pludselige ryk. Det er åbne ting på papir, samt spor af håndens store bløde bevægelser. Nogle er farvede og fnuglette, og de er rørende poetiske, som små studier i hvor lidt der skal til… og hvor lidt der behøves. Kasper Heibergs kunst har meget at sige til os, også i dag.

Om kunstneren
Kasper Heiberg (1928-1984) debuterede som maler i 1948 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Fra 1960’erne arbejdede han dog hovedsageligt som billedhugger. Han var i en årrække bosat i Paris, hvor han bl.a. kortvarigt arbejdede sammen med Willy Ørskov, og senere i livet engagerede han sig i arbejdet med at integrere billedkunst og arkitektur. Af vigtige udsmykninger skal nævnes Thisted Gymnasium og Skjoldhøjkollegiet i Århus. I 1975 udkom bogen ”Den Europæiske Palet” som er en afhandling udarbejdet i forbindelse med et 3-års stipendie på Kunstakademiet. Han udstillede herhjemme og i udlandet, og modtog i 1971 Eckersberg medaljen og i 1983 Thorvaldsen medaljen. I 1985-86 blev en mindeudstilling kurateret af Niels Guttormsen, Freddie A. Lerche og Erland Knudssøn Madsen vist på Brandts Klædefabrik og på Den Frie.

Kilde: Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel

Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel

Studiestræde 14, 1. sal
1455 København K

Ons-fre 12-17, lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 3011 0132

Kasper Heiberg: Akvareller, kruseduller – og tuschtegninger
22 mar 201920 apr 2019

Del

'Kasper Heiberg: Akvareller, kruseduller – og tuschtegninger'

Facebook