Kære planet: Astrid Myntekær og Amalie Smith
23 jun 201826 aug 2018

De to danske billedkunstnere Astrid Myntekær og Amalie Smith tegner dette års udendørs sommerudstilling på ARKEN. Med nye stedsspecifikke værker går de to kunstnere i dialog med det menneskeskabte landskab omkring museet og undersøger spørgsmål om kunst, klima og eksistens.

Astrid Myntekær: The Hermit, 2018. Foto: Torben Petersen

Kære planet
Klimaspørgsmål står højt på dagsordenen hos den unge generation af samtidskunstnere og er omdrejningspunkt for ARKENs sommerudstilling Kære planet. I to helt nye værker udfolder Astrid Myntekær og Amalie Smith på forskellig vis dystopiske fremtidsscenarier med afsæt i det kunstigt skabte landskab, der omgiver museet. Klimaforandringer, hybride væsener og en bank for kunst danner rammen om en verden, hvor radikalt nye værdier for både kunst og overlevelse er på færde.

Hybridvæsener fra fremtiden
Tre overdimensionerede konkylier er skyllet op på bredden af ARKENs lagune. Ud af skallernes lyserøde indre vokser menneskeansigter. Den farverige konkylie har gennem tiden været kilde til talrige myter. I dag trues arten af den globale opvarmning. Astrid Myntekærs skulpturværk The Hermit giver ny næring til konkyliens myteomspundne liv. På én gang forførende og faretruende varsler skulpturerne en anden form for sameksistens, hvor styrkeforholdet mellem natur og menneske er forskudt. Værket peger på den sårbarhed og uvisse fremtid, som vi har tilfælles med alt andet liv på kloden. Både mennesker og dyr må mutere, skifte ham og hjem i takt med planetens forvandling.

År 51 efter Den Sidste Olie
I Amalie Smiths fremtidsfortælling, lydværket 51 e.DSO., er ARKEN ved at blive indrettet til en kunstbank. Vi lytter til optagelser fra en tid, som i fiktionen kaldes for år 51 efter Den sidste Olie. Det står klart, at menneskeheden ikke vil overleve de katastrofer, som truer. Hvilken kunst skal bevares? Hvordan skal menneskehedens historie formidles til en fremtid uden mennesker – og hvem vil lytte? Smiths lydværk inviterer til en vandring i landskabet omkring ARKEN med lyden af fremtidsfiktionen i ørerne. Amalie Smith har optaget værket med en såkaldt binaural mikrofon, der optager lyd i 3D og får fortællingens univers til at forekomme nærværende og virkeligt.

Kære planet er den fjerde udstilling i udstillingsrækken Kunst i sollys, der udfolder sig i landskabet omkring ARKEN i sommermånederne.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Ons-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Kære planet: Astrid Myntekær og Amalie Smith
23 jun 201826 aug 2018

Del

'Kære planet: Astrid Myntekær og Amalie Smith'

Facebook