Jubilæum
30 jun 201812 aug 2018

Nyt arbejde af Morten Gersager Abel, Kasper Hesselbjerg, Søren Bjørn, Peter Olsen, Kristian Byskov, Andreas Rasmussen, Brian Ravnholt Jepsen, Jan Danebod, Morten Bech Jensen og Robert Alex Petersen

Jan Danebod: Kejserens nye klæder, 2014-18. Pressefoto

For 10 år siden afholdte Næstved Kunstforening en udstilling med dengang unge, lovende billedkunstnere med en lokal forankring. I sagens natur er de blevet ældre, og det samme er kunstforeningen som institution. Nu er udstillingen sat på programmet igen, og Jubilæum er de medvirkende kunstneres eget bud på en repræsentativ udstillingstitel. Jubilæet som en fejring. En bemærkelsesværdig dag, en opbremsning. En påmindelse om noget exceptionelt. Måske oven i købet noget, der kan trækkes fra i skat. Eller Jubilæet som en præsentation af en udholdenhed. Et overlevelsesinstinkt, eller bare en påmindelse om en bevægelse. Jubilæet er forventningens glæde. En mindre højtidelighed, der bl.a. minder os om, hvad vi vælger at undgå at forholde os til.

Gruppen dengang bestod af 14 mænd. Nu er der 10 tilbage. Det drejer sig ikke om, hvad der var før eller hvad, der kom efter denne gruppe. Det drejer sig ikke om dem, der ikke er med mere. Jubilæet bliver et monument over et billedkunstneriske potentiale elimineret til en forudsigelig størrelse, der passer ind. Udstillingen afskriver sig muligheden for at blive andet og mere end et ritual – Et festligt indslag i et lokalt kulturprogram. Ikke desto mindre var der engang noget, der (måske) stadig er værd at bemærke. Og på den måde er Jubilæet omdrejningspunktet for en række nye værker præsenteret i Næstved Kunstforening. Det er arbejde lavet specifikt til denne udstilling. Det er i nogen tilfælde indgreb i Kunstforeningens rutiner og udstillingspraksis. Og i andre tilfælde arbejde, der ligger sig i en eksisterende udstillings- og værktradition.

Et gennemgående træk i de medvirkende kunstners udstillingsbidrag er en tilknytning til der, hvor de er vokset op, rejst fra og nu vender tilbage til. Deres arbejde bliver produceret til lige præcis den her udstilling. De tager aktivt stilling til den sammenhæng de indgår i, og det er ikke bare gamle værker fra arkivet, der bliver støvet af og vist frem. Tilstedeværelsen lige præcis her er et uforbeholdent potentiale. På den måde er der tale om et meget lokalt jubilæum og måske er det lige præcis der titlen er en refleksion over, hvad udstillingen egentlig indebære, eller hvad den frasiger sig muligheden for at kunne blive. En gentagelse af en succes bliver altid fremhævet som et positivt potentiale, og der er lagt op til et forudbestemt og genkendeligt udstillingsforløb uden aflejringer og bump på vejen. Jubilæum står som en selvvalgt ironisk fejring af markedsføringens mekaniske virkelighed. Af kønnet, af en manglende vilje. Eller måske er dette jubilæum bare billeder til en årsrapport, et lokalt ugeblad, en rund fødselsdag eller adgang til en finurlig samling. En ganske almindelig lokal begivenhed.

Kilde: Næstved Kunstforening

Næstved Kunstforening

Sct. Peders Kirkeplads 14 C
4700 Næstved

Kontakt

52 39 79 60

Del

'Jubilæum'

Facebook