Udstillingen BEACHED AT MY BREAST bygger på personlige erindringer, skibets traumer, selvgestaltede universer og ”Hydrofeminisme: eller, om at blive en krop af vand” af Astrida Neimanis.
Hvor jorden er defineret af dens tektoniske grænser, skvulper de oceaniske bølgeslag endeløst i vores kroppe, om skroget på de store containerskibe, gennem membraner og i brystet, mens fostret lægger i vand til langt op over knæene, er vi, det og alt hvad Astrid Neimanis kalder ”a body of water” – en vandet krop. Mens kroppe udkæmper vand-territoriale kampe, bekæmper vandet disse ved demokratisk-horisontale nivelleringer.
Beached at my breast er strandet i epidemien og genåbningernes vugge, og transformeret i flere omgange for at få sin endelige form på dækket af Svartlöga. Minestrygeren der forliste på sin
jordomsejling ud fra hollandsk kyst, og nu lægger fortøjet i Ebeltoft havn.
Man kunne betragte det at sejle som en forflytning af vand. Som strået gør det i stråtaget og tagrenden fra facader, hænger gargoilerne fra Notre Dame og vandspyer som kanoner uden krudt. På dækket af Svartlöga er galionsfiguren materialiserer sig i en 4 meter lang udgave af sig selv. Modelleret i et androgynt-naivt udtryk der knytter an til historiske træudgaver af stævnfigurer og overpøser skulpturen dækket med vand fra mund og bryst. Kropsligt insisterende lægger den udspændt på dækket. Et lærred er udspændt i masten, som et transparent sejl der ikke tager vinden – men opfanger en projektors lyskegle, danner baggrund for videoværket ”Rain is falling from the sky” der først bliver synlig når mørket sænker sig. I et uendeligt stort sort rum, svæver en krop, som en galionsfigur uden sit skib. Beskueren forføres, som det kolde vand er for den uerfarne vinterbader, langs bølgeskvulp skabt af store Mærsk skibe, døende koralrev og skibsvrag.
Melankolsk skvulper det rundt til sin egen melodiske fløjten. Når den forliste galionsfigur synger: ”Can rain fall from the inside of a theatre”, forbindes skibsfarer med teatrets mørke i en historie, hvor søfolk på landgang søgte tilflugt i teatrets kulisser, hvor velkendte snorretræk, gjorde dem til teatrets rebslagere. Et sceneskift med beslægtede ideer, hvor fløjten var bandlyst, så man altid kunne høre den forliste skuespillers fløjten.
Kilde: OXER
